Denne liste indeholder forfatter Andreas Halskovs personlige favoritter blandt samtlige af David Lynchs produktioner. Et næsten umuligt valg. Både “Elefantmanden”, “Vilde hjerter” og “Inland Empire” har store kvaliteter – få af Lynchs værker kan reelt betegnes som dårlige. Et særligt forhold gælder tv-serien “Twin Peaks”, som er blevet fravalgt, fordi den ikke er en film, og fordi den ikke udelukkende kan regnes som et Lynch-værk. Andreas Halskov er aktuel med bogen “Paradoksets kunst – om David Lynch og hans film”.

5. “Eraserhead”

De mest abstrakte af Lynchs værker er formentlig hans første og seneste film – “Eraserhead” (1977) og “Inland Empire” (2006). Begge dyrker den støjende lydside, og begge befinder sig i fortællingens absolutte grænseland med en opløselig grænse imellem forskellige karakterer og fortælleplaner. En afgørende forskel imellem de to ligger i æstetikken, og her er Eraserhead et mere ægte og æstetisk Lynch-opus. Her følger vi Henry, en højhåret, fåmælt og naiv karakter i en forunderlig verden, hvor kvinder bor i radiatorer, hvor stegte kyllinger kommer til live og hvor man risikerer at miste sit hoved i en ganske bogstavelig forstand. I dag tilhører den instruktørens mest kultdyrkede film. Det var den, som senere fik Mel Brooks til at betegne Lynch som ‘Jimmy Stewart from Mars’. Et prædikat, der siden har klæbet til instruktøren ligesom cigaretterne, den sorte kaffe, de heftigt gestikulerende hænder, de kryptiske udtalelser og den skæmmende fascinerende lyd- og billedverden.

4. “Mulholland Drive”

I 1999 producerede Lynch et pilotafsnit til tv-stationen ABC, der dog aldrig blev til noget. Men ud af asken voksede en film, som i sin splintrede form og med sine mange krydsende historier netop kunne ligne en komprimeret – og ‘ufærdig’ – føljetonserie. Filmen kan rimeligvis beskrives som en ‘søster’ til “Lost Highway”, og begge tematiserer identitetsforviklinger og skizofreni ved bl.a. at lade skuespillere skifte karakternavne og roller i filmens løb. ”It’s all a recording,” får vi at vide, og grænsen imellem drøm, forestilling og realitet er undertiden ganske flydende. En visuelt og lydligt fængende sag, og dens motiv om skuespilleren, der gerne vil slå igennem i Hollywood, spejler tydeligt én af Lynchs yndlingsfilm og favoritreferencer: “Sunset Boulevard”.

3. “Twin Peaks: Fire Walk with Me”

“Twin Peaks” er blevet indskrevet i tv-historien, men blev droppet allerede efter to sæsoner. I 1992 valgte Lynch at lave en prequel om de sidste syv dage i Laura Palmers liv. Mens langt de fleste kan blive enige om kvaliteterne i tv-serien, fik filmen en mere broget modtagelse. Den blev mødt med kritiske tilråb i Cannes og blev nedsablet af de amerikanske kritikere, herunder Vince Canby som kaldte den for ”the worst movie ever made”. Så nok mærkeligt for mange, at den er på en liste over de bedste Lynch-værker. Men det skyldes netop filmens modige afvigelser fra “Twin Peaks”-universet og den godmodighed, som kendetegnede serien. Der er ingen opadvendte tommelfingre her, ingen tibetanske stenkastningsseancer og næsten ingen Agent Cooper, frugttærte eller ”damn fine coffee”. Til gengæld er filmen et ekstremt sanseligt og ekspressivt studie af en kvinde i forfald. Filmen rummer et forrygende lyddesign skabt af David Lynch med nogle tunge og triste klangflader af komponisten Angelo Badalamenti.

2. “Lost Highway”

Lynch-kendere skelner ofte imellem ’hard'- eller ’soft'-Lynch, baseret på de enkelte films grad af kompleksitet og uforklarlighed. De bløde tæller den godmodige Disney-film “The Straight Story” og den melodramatiske, men også opfindsomme “Elefantmanden”. Blandt de mere komplekse eller gådefulde værker finder vi “Lost Highway”. En film, som har hentet sin væsentligste inspiration fra Franz Kafkas “Die Verwandlung”, den velkendte sag om O.J. Simpson og romanen ‘Night People’ af Barry Gifford. Filmen skildrer en mands mulige hustrumord, men opererer med en ukronologisk og mærkværdig plotafvikling, hvor det bliver svært at adskille drøm, fantasi og virkelighed. For slet ikke at tale om de enkelte karakterer. Tilhører instruktørens mest æstetiske værker med dens ekspressive lydside, dens ekstreme low key-belysning og dens mange ultranære indstillinger.

1. “Blue Velvet”

Allerede i 1977 havde “Eraserhead” anslået David Lynchs særlige æstetik. Det var dog først i 1986, at han for alvor formåede at bygge bro imellem mainstream- og artfilmen. Med lige dele træk fra Edward Hopper og 1920’ernes avantgarde fortælles her historien om den unge, naive Jeffrey, der finder et afskåret øre i græsset og herfra hvirvles ind i et mysterium af mærkværdig og depraveret karakter. “Blue Velvet” introducerede tre centrale medlemmer af’’Lynch-familien’ – Isabella Rossellini, Kyle MacLachlan og Angelo Badalamenti – og den spiller på tilskueres lyst til at skue ind i andre menneskers private liv. Sådan som Jeffrey overvåger og aflytter natklubsangerinden Dorothy Vallens. Et klassisk og uomgængeligt Lynch-opus, der flyder over med forrygende scener og sekvenser. Fra åbningsmontagen med Bobby Vintons titelsang til scenen hvor der mimes til en båndet version af Roy Orbisons “In Dreams”.