Mulholland Drive
Udgivet 14. nov 2002 | Af: Hasselguff | Set i biografen
Dagen efter ankommer unge blåøjede Betty (Naomi Watts) til samme lejlighed. Hun er netop flyttet fra landet til Los Angeles, idet hun som så mange andre håbefulde skuespillere drømmer om, at skabe sig en succesfuld karriere. Betty har en naiv opfattelse af tilværelsen i Hollywood, og hendes første overraskelse kommer, da hun støder på den mørkhårede kvinde i lejligheden. Med en blanding af sympati og nysgerrighed tilbyder Betty at hjælpe kvinden og sammen forsøger de at finde ud af, hvem hun er, og hvorfor hun befandt sig på Mulholland Drive den pågældende nat.
De to kvinder indleder et skæbnesvangert forhold, der tvinger dem ud på en mørk rejse gennem et dæmonisk Hollywood, hvor forrådnelsen permanent lurer i kulissen. Alle filmens karakterer bærer rundt på indtil flere metaforiske skeletter og undervejs i filmen, får vi et skræmmende indblik i hvordan, den evige stræben efter berømmelse og rigdom kan ødelægge selv de mest uskyldsrene mennesker.
Selvom handlingen overvejende er lineær optræder der hen mod slutningen en række abstrakte billedforløb, der ikke umiddelbart har nogen tidslig eller rummelig sammenhæng. På dette punkt minder “Mulholland Drive” om den endnu mere dystre “Lost Highway”, selvom symbolerne er noget lettere at tyde, hvorved det er en reel chance for at gennemskue plottet. Der forekommer ligeledes humoristiske elementer, som vi kender dem fra “Twin Peaks”, og den tørre humor er med til at løsne op for den ellers alvorlige fortælling.
Mange har set “Mulholland Drive” som en sammensmeltning mellem de to ovennævnte værker, uden imidlertid diskutere den nerve af social bevidsthed, som forekommer i handlingen. I mine øjne gør den underliggende sociale kritik, at filmen faktisk skiller sig ud fra flere af instruktørens seneste film, og måske har mere tilfældes med “Blue Velvet”, hvad angår budskab og temaer. “Mulholland Drive” er en film, som derfor viser både nye men også velkendte sider af David Lynch, der også denne gang beviser, at han tilstadighed er en af verdens mest interessante instruktører.
Visuelt bruger filmen ikke de store armbevægelser, og man kan godt se, at Lynch har været tvunget til at arbejde indenfor et relativt beskedent budget. Billederne og farverne er dog stadig enormt flotte, og kun få andre filminstruktører, som formår at skabe så udtryksfulde billedkompositioner. Der er ingen computergenerede dikkedarer, og filmen lever udelukkende på den truende stemning, der underbygges af Angelo Badalamentis fremragende musik. Lynch er kendt for at være perfektionist når det kommer til soundtrack og lyd, og han har også denne gang selv stået for lyddesignet.
“Mulholland Drive” kan varmt anbefales til alle som søger en lidt mere udfordrende biografoplevelse, og som ikke lader sig skræmme af koplekse mysterier. Det eneste svage punkt ved filmen er de mange åbne handlingsstrenge, der er et levn fra tilbage, da fortællingen var tænkt som en tv-serie. Der gabes over for mange individuelle skæbner, hvilket undervejs forekommer en smule frustrerende, uden at det dog undergraver filmens sublime stemning eller interessante temaer.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet