Sommeren er lige over hovedet på os, og det betyder sædvanligvis blockbusters. Og dermed nyt fra manden med de gyldne computerfingre og det tørre hår: Michael Bay. Ingen har nogensinde kunnet beskylde manden for at gå subtilt til værks, så her får han en topliste, der er lige dele kærlig nedrakning og en slags hyldest.

5. “Transformers”

Det siger måske lidt om en instruktør, at nr. 5 på hans “best of” er en film, der har skuffet så utroligt mange, samtidig med at den har tjent så styrtende med penge, at vi stadig lider under (efter)følgerne. Af alle legetøjslicenser han kunne få fat i, var den med robotbiler vel også den mest passende, for manden er en motorjournalist i dårlig forklædning. Der er vist nok noget dialog indimellem de mange biljagter, men den lyder mest, som om nogen har bedt Shia LaBeouf læse op af Alec Baldwins bedste tweets. Det er imponerende udført, men så udvendigt og, ja, robotagtigt charmeforladt.

4. “The Island”

Bays dystopiske filo-sci-fi skylder “The Matrix” en hel del, men kan man se ud over en idé, der ikke har været ny i ca. nogensinde, kan man få et par ganske fornøjelige timer til at gå. Sean Beans skumle læge har opfyldt mange mænds våde drøm og klonet Scarlett Johansson. Den etiske diskussion omkring genetik er annulleret, og alle verdens dårligdomme kan for en kæmpe portion penge kureres via omvandrende organbutikker. Filmens idé er at lægge synsvinklen hos de intetanende kloner, der som dumme får går rundt og venter på at vinde i lotteriet (samfundsallegori?, aarhh Michael you…). Ganske morsomt i en halv times tid og med nok lens flare og slowmotion til at få J.J. Abrams til at spole hurtigt fremad, mens han leder efter sine solbriller.

3. “Bad Boys”

Will Smith har en fantastisk karisma, og den kan ikke engang Michael Bay ødelægge. Tværtimod synes to af de mest velsmurte tandhjul i Hollywoods uforpligtende underholdingsmaskine at falde ret godt i hak. Før Martin Lawrence blev ramt af fatsuit-forbandelsen (læs: Eddie Murphy), kunne han endda også godt lege med som rå, men sjov banditbetjent. Filmen er på én gang en megapumpet hyldest til, og et symbol på, alt det, der virkede så smart i halvfemserne. Fede porscher, højhalsede sweaters og ‘halløj-i-gaden’-pop-reggae med knaldhård synthesizer. Man smider sin gode smag i havnen og overgiver sig til det grimme årti.

2. “Samsung Meltdown”

Det, der er så kendetegnende for Bays film, er, at de virker, som om instruktøren i ham altid taber til ‘special effect’-manden. For det er ikke den skarpe personinstruktion eller de fortælletekniske greb, der imponerer. Han er en tech-geek med en formidabel evne til at holde styr på kæmpe optagelser og endnu større post-produktioner. Derfor er det her eksempel noget af et paradoks. Teknikken fejler! Ja okay, det er billigt, manden er skidenervøs og selvfølgelig skal lortet virke, men på det følelsesmæssige plan rykker den her lille snas så meget mere i kroppen end alverdens kæmperobotter og potensforlængende biler. Og så får det én til at tænke lidt: Hvis han bliver tøsefornærmet af en skide teleprompter, hvordan styrer han så et 500 mand stort produktionshold, når kameraet strejker, og Optimus Prime ikke gider komme ud af sin trailer?

1. “The Rock”

Klippen, Klippen, KLIPPEN! Måske Michael Bay skulle gense den bare lige for at komme i tanke om, hvad det er, han kan. For her fik han en præmis, der er så vanvittig, (to mænd skal ikke bryde UD af, men IND i Alcatraz), at den kan retfærdiggøre hans overdrevne stil. Det var her, han fandt sin personlige stemme, kulminerende med scenen hvor helten, Stanley Goodspeed, knæler i ultra-slow med nødblus i hænderne, mens to F16-fly drøner hen over hovedet på ham. Og castingen… Nicolas Cage spiller sig selv, imens Sean Connery kærner smør i øregangene med sit forsølvede tungebånd og ditto hår. Eller som han selv ville sige det: Schå tier vi schaftshcuseme schtille med Shhhhhhia LaBeouf!