Fornøjelig sci-fi med fantastisk HD-transferGanske vist er det sjældent, man støder på favorabel kritik af instruktøren Michael Bays spillefilm, men man kan ikke komme uden om, at de sølle syv film, han til dato har lavet, tilsammen har indtjent 14 mia. kroner på verdensplan. Bay ved altså, hvordan man hiver publikum i biffen og tjener kassen – også selvom de fleste af hans film er identiske på talrige leder og kanter.

Forrige års “The Island” er fortsat Bays eneste regulære flop. I alle de uger, den kørte i de amerikanske biografer, tjente den færre penge, end mandens seneste megahit, “Transformers”, formåede på blot to dage. Synd og skam, fordi i modsætning til flere af mandens værker, er “The Island” ikke blot tålelig, men også ganske fornøjelig. Det kommer også som lidt af et chok, at filmen ikke er gennemsyret af idioti. Selvom filmens koncept ikke just er særegent (på et tidspunkt var der endda også snak om en potentiel plagieringsretssag), så præsenterer fortællingen om to menneskers flugt fra en tilsyneladende idyllisk fremtidskoloni et par fascinerende og tankevækkende problemstillinger.

Men som altid er Bays primære intention at underholde, og selvom historien indeholder færre twists end en brudevals, er der altså ikke ét eneste kedeligt minut på trods af, at filmen ikke har nogen god grund til at vare hele 136 af slagsen. To veliscenesatte biljagter godt og vel halvvejs igennem filmen er yderst festlige, og der er bestemt ikke blevet sparet på de sprudlende computereffekter, grandiose kulisser eller bedårende slowmotion-panoreringer. Den temperamentsfulde lydside og Steve Jablonskys pompøse musik supplerer også billedsiden fornemt.

Ewan McGregor og Scarlett Johansson er heldigvis talentfulde nok til at få deres udhulede karakterer til at fremstå mildt interessante, og derfor bliver filmen også langt mere involverende. Steve Buscemi har derudover fået æren af at fyre filmens få brugbare vitser af, mens Sean Bean og Djimon Honsou er dejlig løsslupne som de centrale, snerrende antagonister, der jagter McGregor og Johansson for at forhindre sandheden om Beans uetiske, underjordiske fabrik i at slippe ud. Men selv garvede skuespillere som Bean og Honsou har svært ved at forhindre skurkene i at fremstå som andet end omvandrende klichéer, og takket været uforklarlig karakterudvikling under den kaotiske og åndssvage sidste akt ender de som omvandrende jokes.

Man kan sagtens argumentere for, at product placement kan give en film et ekstra stænk af realisme, fordi vi i virkelighedens verden er omringet af alskens reklamer døgnet rundt. Men det bliver hurtigt distraherende, når næsten hver eneste drink, telefon og køretøj skal introduceres via et tæt nærbillede af produktets logo. Filmens juvenile humor er sjældent andet end pinlig og irriterende, men ligesom filmens andre skavanker kan man godt overse de talstærke platheder på baggrund af filmens få, men prisværdige styrker.

VideoEfter at have nærstuderet adskillige HD-skiver på det seneste kan undertegnede bekræfte, at HD-DVD udgivelsen af “The Island” besidder et af markedets absolut bedste HD-transfers. Den gamle dvd-udgivelses transfer besad et attraktivt filmagtigt look og kun få skønhedsfejl. Men takket være HD-DVD’ens højere opløsning og ekstra diskplads (og garanteret også skivens mangel på pladskrævende ekstramateriale) overgår dette HD-transfer den gamle dvd-billedside i enhver henseende. Billedet står knivskarpt hele vejen igennem, og detaljerigdommen er overvældende. De bedste HD-transfers besidder en skarphed og dybde, der nærmest giver filmen et tredimensionelt udseende, og det er i høj grad gældende her.

Farvegengivelsen er umulig at kritisere. Alt fra den blege, blålige koloni til den orange, brillante ørken imponerer, og da kameraet flyver over det mørkeblå hav i starten af filmen, kan man nærmest føle vinden ruske i kroppen. Farvetemperaturen er stabil, og hudfarver fremstår immervæk korrekte på trods af Bays forkærlighed for mærkbar grading. Kontrasten er urokkelig – alt fra blæklignende sort til blændende hvid gengives perfekt, uden at detaljer går tabt i dunkle skygger eller overbelyste billedafkroge. Edge-enhancement, snavs, støj og udtværing optræder aldrig, og en beskeden mængde gryn får snarere billedsiden til at ligne friskproduceret celluloid end overpoleret digital video.

AudioDiscen indeholder adskillige lydspor, men kun det engelske Dolby Digital Plus 5.1 lydspor er relevant for danske købere. Det er et glimrende spor, der er så rigt på detaljer, at det tager adskillige gensyn, før mixet er blevet helt fordøjet. Dialog, musik og effekter lyder alt sammen distinkt, og subwooferen er aggressiv uden at være anmassende. Panoreringerne virker så naturlige, at det føles som om, man har et hav af højtalere stående. Et Dolby TrueHD spor havde dog været et lækkert supplement, især fordi man af og til savner lidt mere punch og bund under filmens bombastiske actionsekvenser.

EkstramaterialeDer følger uheldigvis intet nyproduceret ekstramateriale med HD-DVD udgivelsen, hvilket er en skam, når man tænker på mediets potentiale. Der er kun inkluderet en kort og delvis interessant featurette, der varer sølle 15 minutter. Den omhandler primært filmens kulisser, effekter og stunts, og den præsenteres i almindelig Standard Definition opløsning.

Lad mig slå det fast med det samme: Jeg har aldrig brudt mig om Michael Bays film. De har en tendens til sætte overflade over indhold, hvilket i min bog ikke er en prisværdig strategi, og de fyldes som regel af en overdreven sentimentalitet og amerikansk nationalpatriotisme, der efterlader én med en dårlig smag i munden. Bay har denne gang kastet sig over sci-fi genren og samtidig skruet en anelse ned for sødsuppen med fremtidsthrilleren “The Island”, som må siges at være hans bedste til dato, uden dog at være en voldsomt tilfredsstillende oplevelse.

Vi befinder os et sted mellem “THX 1138”, “Dark City” og “The Matrix”, men sædvanen tro, når vi har med en instruktør som Michael Bay at gøre, er fokus først og fremmest lagt på de lækre, glitrende billeder, som befandt vi os i en reklamefilm og ikke et koldt og kynisk fremtidsscenarie. “The Island” er fyldt til randen med fejende arial shots, gerne i slowmotion, og der spares ikke på den bombastiske baggrundsmusik.

Filmens ramme er dog interessant på sine egne præmisser. Det er lykkedes ganske godt at fremstille et idealistisk samfund af hvidklædte kloner, som vi præsenteres for i filmens første del, hvor aggression holdes nede, og sex og nærhed aldrig kommer på tale. Lincoln Six Echo (Ewan McGregor) er den første, der begynder stille spørgsmålstegn ved det “perfekte” system (vi får desværre ikke en fyldestgørende forklaring på hvorfor denne skepticisme kommer til ham netop på dette tidspunkt). Hvorfor ønsker de alle at vinde den daglige lodtrækning og blive sendt til Øen? Og hvad sker der med de folk som vinder? Da han begynder at grave lidt dybere opdager han, at det idylliske billede i virkeligheden dækker over en kynisk forretning!

“The Island” sætter gang i en masse interessante spørgsmål, både etiske, men også med hensyn til hele arv/miljø-problematikken. Hvad er et menneske? Hvad definerer et individ? Er vi blot summen af vores hukommelse? Men den er dog først og fremmest en actionfilm, og dens mål er underholdning før alt andet. Der gives derfor ikke plads til meget andet end tju bang, så snart Lincoln Six Echo og Jordan Two Delta (Scarlett Johansson) flygter fra systemet, og skønt det er en ferm rutsjetur vi får af Michael Bay og co., så føler man, at historien og karaktererne forvises til bagsædet. De enkelte actionsekvenser er dog både behændigt koreograferet og visuelt flotte, og man kan virkelig se, at instruktøren her er i sit rette element. Især den hæsblæsende biljagt, der inkluderer en lastvogn fyldt med toghjul, er virkelig imponerende – næsten på niveau med motorvejssekvensen i “Matrix Reloaded”.

På den tekniske side er “The Island” også både velsmurt og toptunet; brugen af CGI er i høj grad overbevisende, og det ses at teknologien nu er nået et stadie, hvor det er muligt at have den samme skuespiller spille overfor sig selv i samme indstilling, uden at man lægger mærke til billedmanipuleringen.

Men fart og flot teknik er bare ikke nok, når det kommer til stykket, og filmen virker med sine over to timer også en anelse lang i spyttet; den kunne sagtens have været skåret ned. Man irriteres langsomt hen ad vejen af de dumme one-liners, som “The Island” bestemt ikke er fri for, samt den langt fra diskrete overeksponering af product placements lige fra tøj- og bilmærker, til de massive billboards der reklamerer rundt omkring i den futuristiske storby. Samtidig lider filmen af en altoverskyggende motor-onani, i form af den konstante kælen for køretøjer i alle afskygninger. Der er i hvert fald mere bilreklame end “Blade Runner” over filmen.

Karaktererne klarer ikke et nærmere eftersyn, hvilket især gør sig gældende for bipersonerne, der blot er simple stereotyper. Der er den magtgale Dr. Merrick (Sean Bean) med et God complex og den sorte håndlanger Albert Laurant (Djimon Hounsou), der selvfølgelig begynder at tvivle på sin missions berettigelse. De er tynde konstruktioner uden kød på, og det trækker troværdigheden ud af dem. Bedre går det med de to hovedpersoner, hvor begge skuespillere yder en udmærket præstation som delvis naive uskyldigheder, der pludselig vågner op til verdens sande tilstand, selvom Johansson ikke får lov til meget andet end at se sød ud og være sexobjekt. Men hvilket sexobjekt.