Matrix, The
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 3. jan 2009 | Af: kaduffo | Set på Blu-Ray
Det er nok de færreste, der vil være uenige i, at Wachowski-brødrene redefinerede science fiction universet, da de bragede igennem den audiovisuelle mur med den uovertrufne “The Matrix” for knap ti år siden. Filmen blev med rette skamrost for det velartikulerede manuskript kombineret med et visuelt overflødighedshorn og fik Neos kamp mod indre som ydre dæmoner til at se så legende let og endda en smule overlegent ud.
Med de nye tekniske landvindinger in mente hører det derfor ikke til årets største overraskelser, at mesterværket igen udkommer, denne gang med forbedrede billede- og lydmuligheder. I hovedrollen er Keanu Reeves, der er blevet synonym med filmen som sådan. Han er it-eksperten Neo, der i computerens guldalder til daglig fører et kedsommeligt kontorliv, mens fritiden har andre vidtstrakte rammer. Men virkeligheden er imidlertid ikke så åbenbar, som den tager sig ud, og angiveligt er det liv, der her leves, pakket ind i vat og bomuld, i vrangforestillinger og parallelverdener. Vi er nemlig i året 2199, og mangt og meget er hændt siden frihedens dage tohundrede år tidligere.
“The Matrix” udstråler et sjældent set visuelt know how, hvor ekspertisen hos de to brødre demonstreres i mønstre, der ligesom filmens tematikker og lommefilosofiske udredninger rummer uendelige lag. Legen med skygger og lys og den infame inspiration fra hedengangne film noirs er tydelig og ønskværdig. Historien har vist, at brødrene Wachowski ikke blot ramte noget i tiden dengang sidst i halvfemserne, da de satte tid og rum ud af spil, men derimod fødte en nyklassiker inden for sin genre. Alt harmonerer og går op i en højere enhed, når billede og lyd, manuskript og tematik smelter sammen i en uadskillelig masse, der rykker på så mange planer, at det vil være en hån mod filmen kun at afsætte tid til et enkelt gennemsyn.
“The Matrix” er en undergangsdystopisk saga, hvor tæppet rives væk under seeren. Filmen er et intergalaktisk syretrip i hjernen, men besidder ud over den veritable systemkritik, som er allestedsnærværende, en veludviklet humor, der ikke er af lårklaskende karakter, men ikke desto mindre afføder en smittende trækken på smilebåndet. Meget få værker stikker ud som uforglemmelige oplevelser fra det forrige årti. Dette er et af dem, der altid vil blive husket som noget revolutionerende, et tegn på nytænkning og nybrud inden for filmkunst. Det sidste bragte filmen i hvert fald selv med sig, al den stund mange siden har forsøgt med samme midler at skabe noget lignende. Indtil videre er ingen lykkedes med det forehavende.
“The Matrix” oppebæres af et blændende visuelt look, hvor kun enkelte tilfælde af edge-enhancement i filmens lysere scener skæmmer. Derudover er looket skarpt og både kontrast og farvetemperatur stabile faktorer, og så er der i øvrigt ikke tilfælde af hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger.
Også de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og Dolby True HD 5.1-lydspor er medvirkende årsager til det imponerende udtryk. Selv om dialogen ligger en smule lavt, så er den tydelig og præges ikke af overstyringer. Der er flere vellykkede lydpanoreringer og distinkte effektlyde, og underneden svæver en veludført atmosfære og et dynamisk soundtrack.
Også ekstramaterialet vil formentligt stille sulten hos de fleste, når et visuelt kommentarspor giver holdet bag mulighed for at give deres besyv med, mens man ser filmen. Filmens musikalske lydside forefindes desuden i en jukebox, og så er det muligt at se alskens trailere for “The Matrix” samt Marilyn Manson i musikvideoen “Rock is Dead”. Væsentligst er dog de knap fire timers bag om kameraet-optagelser og featuretter, som igennem interviews, filmklip og optagelser på settet tegner et fortættende billede af filmen, historien bag, produktionen, koreografien, special effects og meget, meget mere. Et imponerende supplement til en uovertruffen film.
Meget har været sagt og skrevet om Wachowski-brødrenes meritter, men det står nok ikke til diskussion, at indtil andet er bevist, så har de to filmmagere for længst toppet. Siden mesterstykket “The Matrix” er det kun gået ned ad bakke. Men nu har de to filmoriginaler immervæk også haft deres at leve op til. “The Matrix” er måske den allerstørste film inden for sin genre, og det siger trods alt ikke så lidt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet