Det er altid frygteligt, når skuespillere, musikere eller andre kunstnere taber kampen mod deres egne dæmoner og dør alt for tidligt. Det er kun mere frygteligt, når det er folk med et så stort talent som Philip Seymour Hoffman. Han var muligvis den dygtigste skuespiller i Hollywood og en mand, som vi alle havde forventet os meget mere af. Den bedste måde at mindes ham på er dog ved at huske alle de fantastiske filmoplevelser, han har givet os.

5. “Charlie Wilson’s War”

Det er tydeligt meningen, at det skal være Tom Hanks’ film, men han overskygges i mange scener af Julia Roberts og ikke mindst af Hoffman som den bitre, hidsige og kyniske efterretningsmand, Gust Avrakotos. Den bedste scene er, da han er blevet kaldt ind på chefens kontor efter ikke at have fået den forfremmelse, som han i den grad føler, han fortjener. Hans punktering af chefen og den amerikanske efterretningstjeneste er intet mindre end episk.

4. “Boogie Nights”

Ingen har som Hoffman portrætteret klodset pinlighed så godt som i karakteren Scotty J. Hans rolle er langt hen ad vejen en komisk sidebemærkning, som man kan grine af og gyse lidt over. En vrængende karikatur af fankulturen, der alligevel i en chokerende god scene ender med at få publikum til at knibe en tåre. På trods af den minimale rolle stjæler Hoffman store dele af filmen, og den blev fortjent hans gennembrud.

3. “The Master”

Mange folk brød sig ikke om filmen, som de fandt alt for utilnærmelig. Uanset hvad man synes om den, så kan man dog ikke fornægte Hoffmans præstation som Lancaster Dodd, en karismatisk forfatter og filosof, der samler en kult omkring sig og måske har en slående lighed med en historisk person, som det af hensyn til risikoen for retssager nok er bedst ikke at nævne… Karisma er svært at fake. Enten har man det, eller også har man det ikke. Denne rolle kræver dog, at vi som publikum besnæres lige så meget af Dodd, som hovedpersonen gør, og det lykkes i overmål for Hoffman. Det er først, når man går ud fra biografen, at man kan begynde at reflektere over, hvor vanvittig han er.

2. “Happiness”

Allen er ikke en sympatisk karakter. I en film fyldt med mennesker, der i lige grad er ynkelige og forfærdelige, er han den ukronede konge. Han er som et trafikuheld, man ikke kan lade være med at se på, og som man ikke kan tage øjnene fra igen. Bare åbningscenen, hvor han sidder hos sin psykiater og taler om kvinden, han ikke tør tale med, er så ustyrligt grotesk, at man ikke ved om man skal grine eller græde. Det lykkes Hoffman at skabe en karakter, som man sjældent er helt sikker på, om man har ondt af eller har lyst til at sparke.

1. “Capote”

Det er selvfølgelig det åbenlyse valg, men rollen som Capote står simpelthen over alle hans andre præstationer. Det, der gør rollen så svær, er, at den er ligetil. Det ville have været nemt at gøre Capote til en parodi (bevares, det klarede manden næsten selv). Hoffmans præstation ligger i hans evne til på den ene side at fange alle de overdrevne bevægelser og stemmeføringen, der udgør den outrerede overflade, og så alligevel indgyde sin figur med så meget hjerte og dybde, at vi som publikum kun kan overgive os. Man kan kun drømme om, hvad han kunne have udrettet, hvis han havde fået et par årtier mere.