Kan også stille eksistenser finde lykken?

Det kan synes en smule paradoksalt, at Todd Solondz’ uforlignelige “Happiness” ved et kærligt gensyn først og fremmest skæmmes af en kedelig og uappetitlig billedæstetik. Men gør det egentlig noget, når filmens handling løfter den amerikanske instruktørs svendestykke op på et plan, hvor kun få beslægtede kan være med? Sammen med blandt andre Robert Altmans “Short Cuts” og Quentin Tarantinos “Pulp Fiction” var dette mesterstykke nemlig medvirkende årsag til, at ensemblespil blev et kunstnerisk greb, de fleste forbinder med halvfemsernes allerstørste film.

I “Happiness” brygger den tyktflydende tematik, som også filmens titel henviser til, på, at alle karaktererne i desperation søger efter den uopnåelige lykke, som naturligvis ingen af dem besidder. Alle er ensomme og søgende sjæle, der lyver for sig selv og for deres omgivelser for ikke at afsløre, hvor slet det i virkeligheden står til. Helt i ensemblespillets ånd har de alle på en eller anden måde relation til hverandre. Det er som en stor familie, hvor samme problematik viser forskellige sider af sig selv. Det er kendetegnende, at antipati og manglende lykke går hånd i hånd, for sympatiske energier og positive skabninger er nemlig en basal mangelvare i en film, der som helhed er en overordentlig positiv og livsbekræftende affære.

Samlingspunktet er sølvbryllupsparret Mona og Lenny Jordan, der efter års kedsommeligt og intetsigende ægteskab på hans foranledning beslutter at gå hver til sit. Bag sig lægger de et liv med tre fuldvoksne døtre, de to mere selvoptagne end den tredje, og et liv, hvor fejl og mangler er blevet pakket ind i mondæne villaer og plastiske operationer. Det har smittet af på døtrene, som i den grad kæmper for at overgå og imponere hinanden, når det kommer til kærlighed og karriere. Men hvem er det i virkeligheden, der lyver for hvem? Trish har på papiret et lykkeligt ægteskab – som den eneste – om end hun med tiden kommer til at erfare ægtefællens pædofile tilbøjeligheder, mens både Joy og Helen er singlekvinder, førstnævnte fordi det ikke kan være anderledes, og sidstnævnte fordi – synes hun at påstå – karrieren som forfatter er vigtigere.

Sideløbende følger vi den introverte, bundliderlige og evigt masturberende kontormus Allen, som er et sociofobisk tilfælde, der drømmer om andet og mere, end den overvægtige nabokvinde i den kvabsede Kristina kan tilbyde ham. Kvalitetskravene er efterhånden blevet sat så skyhøjt, at ingen kan følge med, række ud og nå dem eller for den sags skyld selv leve op til dem. Selv om “Happiness” ikke var den første film fra den velrenommerede instruktørs hånd, så var det immervæk den, der til stadighed har vakt størst opsigt på verdensscenen. Solondz’ evne til at dissekere det amerikanske samfund, finde frem til og analysere symptomerne på sygdommen og råddenskaben i de dysfunktionelle familiemønstre er sjældent velplaceret og tilmed yderst rammende med sin sortseende, perverterede humor.

Balancegangen veksler mellem det udtalt teatralske og det nænsomt underspillede. Tonen er hårfin og rammes her til perfektion, samtidig med at samfundets isolation af det enkelte individ revses bramfrit. “Happiness” vandt indpas hos biografpublikummet dengang og satte fokus på postmodernismens eksistentielle værdier. Og så gav filmen Philip Seymour Hofffman det tvivlsomme ry som onanist – et ry, han i øvrigt aldrig helt har kunnet ryste af sig. Hans skuespil er nemlig fra enden til anden troværdigt og uafrysteligt, ligesom tilfældet også er det med Dylan Bakers pædofile psykolog, som i filmens univers i øvrigt også selv går til psykolog. Det er der et udtalt behov for.

“Happiness” er befolket med forsagte livsskæbner, som har svært ved at udfylde livets tomhed. Joy skifter hyppigt job for at slippe ud af storbyens glemsel, men lige meget hjælper det. Og sådan er det for dem alle. Anonymiteten er et fængsel uden lyspunkter, og det er den pointe, der ud af mange er filmens vigtigste: Kan stille eksistenser stadigvæk finde lykken i det moderne storbysamfund, hvor alle har nok i sig selv og travlt med egocentriske livsførelser?

Todd Solondz har her skabt et stykke amerikansk periodedrama par excellence. Men behageligt er det bestemt ikke. At opleve så sølle skabninger er en modbydelig oplevelse, der gør ondt helt ind i hjertekulen. Men det bliver “Happiness” skam ikke mindre væsentlig af. Bag papmaché-forholdene og de blankpolerede tandpastasmil opererer det forlorne og det udhulede samfund, hvor ingen synes at kunne leve op til de krav, nutiden stiller til det moderne menneske. Filmen er et fuldendt mesterværk, som i bekymrende grad evner at vende livet og dets almisser på vrangen blot for at føle temperaturen på et sygdomsramt amerikansk samfund.

Video

“Happiness” præsenteres i et anamorphic widescreen 1.85:1-format, som desværre rummer løbende eksempler på edge-enhancement, digitale forstyrrelser, gryn og blødhed, mens udtværinger derimod ikke indfinder sig. Farvetemperatur og kontrast holder sig stabile, men overdøves af mislydene i et jævnt ringe transfer.

Audio

Filmens lydside eksekveres i det engelsksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor, som er hæderligt, men heller ikke imponerer. Dialogen er ind imellem lidt utydelig, men generes til gengæld ikke af overstyringer og drukner heller ikke i den passende underlægningsmusik. Det er ikke et lydspor med de store armsving, men alligevel er atmosfæren velfungerende. Et hæderligt udtryk, hverken mere eller mindre.

Ekstramateriale

Ud over enkelte trailere for aktuelle filmudgivelser er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.