Af: MSF | Udgivet: 2014-09-29

Gothams evigt mørklagte gyder har fostret kuriøse kriminelle siden dåben i DC Comics’ Batman #4-blad fra 1940. Det var før skylinen blev til endeløse, blåtonede glasfacader, som vi kender fra nutidens Batman, og det gotiske blevet taget bogstaveligt med ornamenteret arkitektur og midnatssorte, labyrintiske gader. Nærmest som en blanding af det tidlige, noir-prægede bymiljø og Christopher Nolans hypermoderne fortolkning af universet er den nye tv-serie “Gotham” det næste knopskud på den efterhånden vidtforgrenede tegneseriemytologi. Men er der i det hele taget noget tilbage af den oprindelige storbystil, og hvilke film om metropolen og den martrede Bruce Wayne er de mest gennemførte gennem tiden?

Filmz har taget et kig på filmene om den over 60 år gamle flagermushelt og hans liv i skyggen af Gotham City.

”I’m looking over the skyline of the city, how loud, quiet nights in the mist of crime,” sang R. Kelly på soundtracket til “Batman & Robin” fra 1997. Landeplagen mindede os dengang om, at fascinationen af Batman altid vil være en lige så stor fascination af Gotham City, der fra begyndelsen har tårnet sig op omkring helten og avlet skurke i undergrunden som manifestationen af Batmans egne, indre dæmoner. Byen er den tilbagevendende scene for Bruce Waynes dobbeltliv som erhvervsmand og kriminalitetsbekæmper. Uden den ville hans personlige fortælling næppe fremstå lige så dunkel, som den gør.

Den særlige mystik, der hviler over byen, kommer glimrende til udtryk i Bruno Hellers seneste tv-serie, “Gotham”, der har flyttet projektørlyset væk fra Batman-karakteren til Gothams fremtidige politichef James Gordon og hans første sag som ung novice: dobbeltmordet på Bruce Waynes forældre. Det trækker tråde langt ned i den kriminelle underverden, hvor nogle af Batman-universets mest notoriske slyngler – såsom Pingvinen – er begyndt at røre på sig og allerede i første afsnit giver en forsmag på den ondskab, der venter byens uskyldige sjæle i fremtiden. Det mest lovende ved serien er ikke desto mindre, at det visuelt er lykkedes at ramme en slags film noir i grundtonen – krimi-plot, low-key-lys, kloakrøg og skærende neon.

Den stil gør sig gældende i Tim Burtons hæderlige “Batman” (1989) og “Batman Returns” (1992), hvor produktionsdesignerne i sin tid hentede idéer fra blandt andet tysk ekspressionisme, som film noir-traditionen udspringer af, og gjorde Gothams bybillede ekstra fremmedgørende med elementer af fascistisk arkitektur og inspiration fra Terry Gilliams fremtidsdystopi “Brazil”.

En anden periode inspireredes DC Comics af forfatteren H.P. Lovecrafts gotiske horror fra begyndelsen af 1900-tallet, der udspiller sig i og omkring den hjemsøgte by Arkham. Navnet, der minder lidt om Gotham, lånte tegneserieudvikleren Dennis O’Neill i 1974 til Gothams måske mest skræmmende instans, sindssygehospitalet Arkham Asylum, hvor byens allerfarligste psykopater spærres inde og flygter fra i en cirkulær bevægelse. Det lovecraftske islæt er om end tydeligst i de animerede Batman-historier, hvor Arkham Asylum er plotkatalysator, når eksempelvis Fugleskræmslet forvandler verden til et hallucinatorisk mareridt for Gothams borgere.

Midthalvfemserne bød på en light-version af storbyen i Joel Schumachers to lunkne Batman-film, “Batman Forever” fra 1995 og “Batman & Robin”, der skulle lokke hele familien i biografen og derfor nedtonede dystopien til fordel for en mere hyggelig atmosfære. At Val Kilmer og George Clooney erstattede Michael Keaton som Batman, kan man mene om, hvad man vil, men det var Arnold Schwarzeneggers Mr. Freeze, der i sidste ende kuldsejlede Schumachers ufrivilligt komiske Gotham-vision.

Cristopher Nolan mørklagde endnu en gang gaderne i sit reboot af franchisen med trilogien “Batman Begins” fra 2005, “The Dark Knight” og afsluttende med “The Dark Knight Rises” i 2012. Filmene er blevet hyldet som nogle af de bedste superheltefilm, der nogensinde er lavet. Christian Bales Bruce Wayne er uomtvisteligt den mest velspillede (og deprimerede) Batman-karakter hidtil og var alene af den grund med til at løfte universets troværdighed sammen med Michael Caines underspillede Alfred og – selvfølgelig – Heath Ledgers skamroste Joker.

Nolan forvandlede Gotham City til en uoverskuelig og formørket udgave af New York City og brugte science fiction-klassikeren “Blade Runner” som hovedinspirationskilde til den nedslidte by, der aldrig ender. Alligevel er der langt mere autenticitet over Nolans Gotham end nogensinde før med terrorproblemer, glashøjhuse og nutidig designteknologi. Flagermushelten er ikke bare blevet melankoliker, han er også blevet moderne.

Uanset hvilke skuespillere, der er blevet skruet ned i Batmans skiftende læderantræk, eller hvilke instruktører, der har genfortolket tegneseriehelten, synes ingen dog at have ramt nerven fra den kulsorte, anmelderroste neo-noir “Batman: The Animated Series” (1992-1995).

Spillefilmene af svingende kvalitet har givet hvert deres bud på det obskure univers, men få har fulgt den foruroligende stemning i Gotham City helt til dørs som udviklerne af den animerede tv-serie, Bruce Timm og Eric Radomski. Med udgangspunkt i Tim Burtons Batman-film gjorde de den visuelle stil fuldstændig tidløs og blandede på genial vis 1930’ernes art déco-arkitektur ind i Gothams regnvåde miljøer, som tilsammen skaber den helt rigtige kulisse for byens sindssyge, kriminelle underverden.

Men først og fremmest karakterernes, og særligt Bruce Waynes, kompleksitet er velskrevet i “The Animated Series”, og seriens kunstneriske kvaliteter affødte på den baggrund den oversete, men fremragende tegnefilm “Batman: Mask of the Phantasm” fra samme forfattere i 1993. I såvel filmen som serien lægger Mark Hamill, manifestationen af Luke Skywalker, stemme til Jokeren og gør det overraskende godt. Batmans stemme blev imidlertid udødeliggjort af den ukendte Kevin Conroy, der desuden fandt på at tale med to forskellige stemmer – som henholdsvis Batman og Bruce Wayne – længe før Christian Bale.

Du kan se mere til Gotham City i den nye tv-serie “Gotham”, der vises på C More Play.

Gravatar

#1 cnr 3 år siden

Må indrømme, at jeg var meget skuffet over Gotham City i The Dark Knight Rises. Hvor byen i Batman Begins havde sin egen sjæl og identitet, var det i TDKR bare et kopi af New York, komplet med Manhatten og det hele. Det var som om hele den 30'er arkitektur, der var så fremhævet i BB, bare var smidt ud
Gravatar

#2 Shadow_Dude 3 år siden

Jeg kan ikke lade være med at blive en smule fluekneppende irriteret over at der hvor der snakkes om Batman: The Animated Series, bliver brugt et billede fra en af Gotham Knight kortfilmene. Især når de ikke engang er nævnt i artiklen. Og jeg ved godt at "over 60 år" ikke er forkert, men når der andre steder i artiklen er flere præcise detaljer, så kunne man da godt lige nævne at han har 75 års jubilæum i år. Så skal jeg nok stoppe med at være bitter og smålig nu :)

For der er nemlig rigtig mange der har lagt stort og meget spændende arbejde i at gøre selve byen Gotham interessant og næsten en karakter i sig selv. Så det er dejligt med et lille informativt indspark som denne artikel.
"Gotta love modern weapons tech. Easier for an one-armed man to fire a missile launcher than pull on his pants"
Gravatar

#3 Highland Park 3 år siden

Shadow_Dude (2) skrev:
Jeg kan ikke lade være med at blive en smule fluekneppende irriteret over at der hvor der snakkes om Batman: The Animated Series, bliver brugt et billede fra en af Gotham Knight kortfilmene. Især når de ikke engang er nævnt i artiklen.

Helt enig, men Filmz-folkene er tydeligvis ligeglade. Artiklen er blot et slet skjult reklamefremstød for C More Play & "Gotham"-serien.
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#4 Morten Vejlgaard Just 3 år siden

#2 Tak for den. Der var et fejl-tag i vores billedarkiv. Rosen for artiklen sender jeg straks videre til skribenten Martin Faurholt, der har arbejdet hårdt med den.

Highland Park (3) skrev:
Artiklen er blot et slet skjult reklamefremstød for C More Play & "Gotham"-serien.


Der er hverken noget skjult eller reklame ved denne artikel. Det, du har ret i, er, at den er aktuel, fordi "Gotham" er premiereaktuel.
Gravatar

#5 Nagash 3 år siden

Hvis så bare C More gad at tage sig sammen i app-udvikling. Hvornår kommer der apps til spillekonsoller, og hvad med support for Chromecast eller lignende?
Indtil da, er den absolut lige så ubrugelig som HBO Nordic :(
Gider sgu ikke se mine film og serier på en computer eller tablet/telefon!
Gravatar

#6 jeldtoft 3 år siden

Nagash (5) skrev:
Hvis så bare C More gad at tage sig sammen i app-udvikling. Hvornår kommer der apps til spillekonsoller, og hvad med support for Chromecast eller lignende?
Indtil da, er den absolut lige så ubrugelig som HBO Nordic :(
Gider sgu ikke se mine film og serier på en computer eller tablet/telefon!


CMORE streamer ikke engang i HD, kun i SD. Så hvis man vil nyde serien i HD, skal den ses via parabol.
Gravatar

#7 Nagash 3 år siden

jeldtoft (6) skrev:
Nagash (5) skrev:
Hvis så bare C More gad at tage sig sammen i app-udvikling. Hvornår kommer der apps til spillekonsoller, og hvad med support for Chromecast eller lignende?
Indtil da, er den absolut lige så ubrugelig som HBO Nordic :(
Gider sgu ikke se mine film og serier på en computer eller tablet/telefon!


CMORE streamer ikke engang i HD, kun i SD. Så hvis man vil nyde serien i HD, skal den ses via parabol.

Virkelig flot. Godt man har Hulu+ :)
Gravatar

#8 jeldtoft 3 år siden

Når det er så er sagt, så synes jeg at de har det bedste udvalg af serier og film. Og så bruger de ikke BTI Studios til at tekste.. De har det med at sjuske lidt nogle gange.
Gravatar

#9 Nagash 3 år siden

Men bedste udvalg... Det er lidt ligesom med HBO Nordic. Hvad hælper det, når man ikke kan se det nogle steder? Jo jo, det er da fint nok, at I har Gotham eller Game of Thrones. Men hvad kan man bruge det til, når man er tvunget til PC eller tablet?

Skriv ny kommentar: