I “The Boat That Rocked” spiller Bill Nighy og Nick Frost to farverige DJ’s på Radio Rock – en illegal radiostation, som sendte rock- og popmusik 24 timer i døgnet fra et skib ud for Englands kyst.

I anledning af filmens premiere mødtes Filmz med de to skuespillere samt instruktøren Richard Curtis på Hotel Royal i København til en snak om filmen og 60’ernes herlige rocktoner.

Bill Nighy

At møde Bill Nighy er en smule intimiderende. Jeg har tidligere fået hvisket i øret, at han ikke laver skæve interviews og ved ikke helt, hvad jeg skal forvente. På trods af rollerne som vampyr og blækspruttemonster er der dog intet skræmmende over manden, der træder ind ad døren ulasteligt klædt i et skræddersyet jakkesæt og med hornbriller. Hans karisma er enorm, men han er så afslappet, høflig og venlig, at alle anspændte følelser hurtigt forsvinder. Han spørger, hvad jeg hedder og forsøger gentagne gange at udtale “Søren” korrekt – hvilket han da også er overraskende tæt på. Da interviewet går i gang, er han engageret, opmærksom og leverer replikkerne med lune.

Lyttede du selv til pirat-radiostationerne som barn?

“Alle lyttede til dem. Der var ingen andre steder at gå hen. 22 millioner lyttede med på en typisk dag, hvilket sikkert betyder alle under tredive. Det er svært at forestille sig nu, men verden var ikke ulige den i filmen. Der var den grå, triste Kenneth Branagh-verden og den farverige, som resten af os levede i. Man havde grundlæggende set ikke teenagere dengang, så i forhold til underholdning var man enten barn eller voksen. Hvis man var barn, hvilket vil sige under 21 år, så var der intet. Der var kun ens mor og fars musik, som var kedelig. Så kom der pludselig denne eksplosion af musik. Jeg kan egentlig ikke forklare det. Hvorfor skete det på vores fjollede, lille ø?

Pludselig havde man Led Zeppelin, The Beatles, The Rolling Stones, The Who og The Small Faces. Det var vanvittigt, men også utroligt. Meget få ting kan gøre mig patriotisk, men det her er en af dem. Musikken var sært betydningsfuld. I hvert fald for mig og for Richard Curtis. Vi er aldrig rigtig kommet os. Det er meningen, at man skal lægge det fra sig, når man er 37 eller deromkring, men det har jeg aldrig gjort. Der er et musikblad i England ved navn New Musical Express, som man bør holde op med at læse, når man er ca. 34. Jeg stoppede, da jeg var omkring 48. Jeg er besat af musikken.”

Du har arbejdet med Richard Curtis et par gange før. Hvor meget vidste du om filmen, inden du sagde ja?

“Ingenting. Jeg sagde bare ja med det samme. Jeg har arbejdet med ham to gange før: I ‘Love Actually’, som ændrede hele min karriere, og i ‘The Girl in the Café’, som er en af de ting, som jeg – og han, tror jeg – er mest stolt over. Han er en af de ganske få folk, som jeg utrolig gerne vil arbejde med. Da jeg så bagefter hørte, at det handlede om pirat-radioer, var det endnu bedre.”

Din figur Quentin er radiostationens chef. Hvad for en slags baggrund forestillede du dig, at han havde?

“En af de ting, der skete på det tidspunkt, var, at det meget afgrænsede klassesystem begyndte at ændre sig. Man mødte ikke fornemme folk, hvis man kom derfra, hvor jeg var. I løbet af 60’erne ændrede alt det sig. Pludselig havde man overklassefolk, der burde være iført bowlerhat, paraply og habit, som i stedet gik iklædt lilla skjorte, limegrønne sokker, stramme bukser og mørke briller, og som oven i købet lyttede til den samme musik som en selv. Så jeg kendte den type, og Richard og jeg legede med tanken om, at han sikkert havde stjålet et Rembrandt-maleri eller lign. Han har sandsynligvis været med i krigen. Det er antydet i filmen, at han var kamppilot. Han har sikkert hørt blues, og han var nok ‘kemisk påvirket’ på et eller andet tidspunkt.”

Du lader til altid at være i sving med noget. Den tredje “Underwold”-film har snart premiere heri landet. Nyder du at holde dig i gang?

“Jeg nyder det mere, end jeg nyder livet. Jeg tror, jeg har det som de fleste: Man bruger arbejdet for at undgå de egentlig store spørgsmål. Jeg er utrolig heldig at få lov til at arbejde med alle disse fantastiske mennesker på så vidt forskellige ting. Det er underordnet, hvilken genre eller aldersgruppe filmen er beregnet til. Til sommer er jeg med i en film ved navn ‘G-Force’, som er en Jerry Bruckheimer-film med et kæmpebudget om marsvin. Jeg spiller dog ikke et marsvin. Penélope Cruz, Sam Rockwell og Nicolas Cage lægger alle stemmer til. Du kan godt vænne dig til titlen, for hvis den bliver så succesfuld, som jeg tror, den gør – for jeg synes, det er en rigtig fed film – så bliver der en masse fortsættelser. Da min datter var yngre, var jeg altid glad for de gode børnefilm, for der var så utrolig mange elendige af slagsen. Jeg synes, denne her er shit hot. Må jeg sige shit hot? Det er egentlig et frygteligt udtryk at bruge om en børnefilm.”

Nick Frost

I sammenligning med Bill Nighy er Nick Frost skødesløst klædt i poloshirt og cowboybukser og virker en smule uvant i de elegante hotelomgivelser. Succes er nu ellers snart en hverdagsting for Frost, der med herlige film som “Shaun of the Dead” og “Hot Fuzz” har dannet komisk par med Simon Pegg. Denne gang er han dog foruden Pegg, når han påtager sig rollen som den underholdende, men ikke voldsomt moralske DJ Dr. Dave.

Hvordan blev du indledningsvist involveret i filmen?

“Jeg havde lavet forskellige sjove ting hist og her igennem de sidste par år, men aldrig særlig meget. Jeg havde aldrig mødt Richard [Curtis], og han var altid en person, jeg følte lidt ærefrygt over for – ligesom en rektor eller far. Min agent – jeg hader skuespillere, der starter interviews med replikken ”De ringede til min agent” – men de ringede til min agent, og Richards casting director fortalte, af Richard vist nok havde skrevet en rolle i denne film specifikt til mig. Så jeg var meget beæret. Jeg var ikke engang sikker på, at han vidste, hvem jeg var, så at få sådan en opringning var en virkelig ære. Richards film er noget ganske særligt i England, og jeg tror ikke, der er nogen anden, der laver film på den måde, han gør. Det føles som en begivenhed, hver gang en Richard Curtis-film har premiere. Jeg havde ikke set manuskriptet, men man siger bare øjeblikkeligt: ’Ja. Helt sikkert. Jeg gør det.'”

Så du vidste ikke så meget om filmen inden da?

“Nej, slet ikke. Jeg var ligeglad. Jeg havde sagt ja til hvad som helst og spillet hvad som helst. Jeg ville have taget hendes rolle (peger på Talulah Rileys billede på filmplakaten). Jeg ville havde spillet kvinde. Hvad som helst.”

Havde du hørt om pirat-radiostationer før? Du voksede ikke op i den periode, hvor de eksisterede?

“Nej, det gjorde jeg ikke, men da jeg var 15-16 år, var der et pirat-radioskib, der hed ‘Laser’, der lå i Nordsøen nær ved Essex, hvor jeg er fra, som spillede house-musik. Så i begyndelsen af filmen, da man ser, at drengen løber op ovenpå og lytter til sin radio, så var det mig, men jeg lyttede til Frankie Knuckles og house-musik. Så jeg kendte præcis følelsen, men ikke musikken.”

Gjorde du dig nogen forestillinger om, hvordan den verden var?

“På en måde. Vi lavede en hel del research og så en masse film om ‘Radio Caroline’ og pirat-skibene, og jeg tror ikke, de var så store og lavede så meget ballade, som vi gør i filmen. Efter hvad jeg har hørt, var det egentlig kedeligt at være på disse både så længe – det er næsten tre eller fire år – så det var ikke som i filmen, men så snart man satte foden på land, blev tingene helt vanvittige. Filmen foregår over 18 måneder, så hvad du ser er bare små klip af, hvad folk finder på, men i virkeligheden var det utvivlsomt ekstremt kedeligt. At være ombord i de kolde måneder må have været vanskeligt.”

I filmen spiller du en DJ og har en særlig måde at tale på. Hvordan fandt du frem til den? Fik du meget specifikke instruktioner om, hvordan det skulle være?

“Nej, slet ikke. De eneste specifikke instruktioner, vi fik, var, da vi alle fik udleveret iPods i starten af processen, hvorpå der var sange, som din DJ måske ville lytte til. Så jeg brugte det som et udgangspunkt, og vi havde et studie i London, hvor man kunne tage hen bare for at spille plader, og det var det, jeg gerne ville øve mig i. Tale-delen var relativt let, men det, jeg gerne ville have styr på, var den tekniske del med at sætte plader på og få det til at se ud som om, man virkelig har været DJ i tyve år. Selve stemmen kommer let nok. Når man først er i rollen, så er alt, hvad du siger, noget, som din figur siger, men det var vigtig for mig at få det til at se rigtigt ud. Jeg har faktisk prøvet at været DJ før, men det var med moderne udstyr, og at vende tilbage til det gamle udstyr var jeg temmelig nervøs over. Det er alt sammen så anderledes – der er rør og håndsving, og man trækker i håndtag og alt muligt.”

Richard Curtis

Syleskarp dialog er først og fremmest det, som instruktøren og manuskriptforfatteren Richard Curtis er kendt for, og lige fra Black Adders barske replikker over den muntre kynisme i “Fire bryllupper og en begravelse” og nu til DJ-speak i “The Boat That Rocked”, har dialogen været hans varemærke. Det er dog en anderledes høflig og meget engelsk herre, der sidder i stolen nu, og som han smiler venligt, ligner han mere en rar universitetsprofessor end den instruktør, som på mange måder er blevet en institution i engelsk film. Hans passion for filmen og musikken er dog overvældende, og da han taler om den, er det med en begejstring, det er umuligt ikke at blive smittet af.

Filmen indledes med en scene, hvor en dreng lytter til radiostationen, og det føles næsten som om, resten af filmen er hans fantasiforestilling om den verden, han lytter til?

“Ja, Tom Sturridge, der på sin vis spiller hovedrollen, mener også, at hele filmen blot er en drøm. Jeg var selv på en meget streng kostskole som barn, hvor jeg var meget ensom og ikke havde mange venner. Så hver aften, når lyset blev slukket, lyttede jeg til denne verden. Da jeg skrev filmen, foretog jeg ikke meget research. Det var mere min forestilling om, hvordan denne verden måske havde været. Ideen bag filmen var også den morsomme tanke om, hvordan otte mennesker med storhedsvanvid ville fungere sammen. Hvis man forestiller sig f.eks. de otte mest opsigtsvækkende tv-personligheder i Danmark, som ikke alene skal være på samme tv-station, men også bo i samme hus, så ville det være en eksplosiv situation.”

Hvad var det, der gjorde, at det var lige den her film, du gerne ville lave?

“Jeg syntes, ideen var sjov, og jeg elsker simpelthen pop- og rockmusik. Det har givet mig 50 års fornøjelse, og jeg syntes, det kunne være skægt at finde på en måde at lave en film, der havde musik hele vejen igennem og på en måde udgjorde selve filmens konsistens. Så jeg fandt en historie, jeg kunne lide, om noget, der betød en masse for mig. Jeg har tænkt meget længe på at lave filmen, og da jeg var færdig med ‘Love Actually’, vendte jeg tilbage til den.”

Filmen har en meget imponerende rolleliste, men navnet Philip Seymour Hoffmans navn springer alligevel i øjnene, eftersom han er så ualmindeligt efterspurgt. Var han svær at få med?

“Vi havde ikke regnet med ham. Vi lavede en liste over tyve amerikanske skuespillere, og jeg ville meget gerne have ham. Han var perfekt til rollen, og jeg synes, han er en af de bedste skuespillere i verden. Vi spurgte efter ham, men han var ikke ledig i det tidsrum. Jeg ledte længe efter en anden, men så blev hans film lykkeligvis udskudt, og det gjorde vores også, og så kom det heldigvis alligevel til at passe sammen. Han har denne vidunderlige neddæmpede, men virkelig sjove side.”

Var der nogen skuespillere, som du specifikt havde skrevet en rolle til?

“Den eneste, som jeg vidste, jeg absolut ville have med, var Bill Nighy, fordi jeg havde den her ide om en meget respektabel, men samtidig lidt uartig figur. Jeg havde ikke tænkt på Nick Frost, men da han blev foreslået, syntes jeg, det var fantastisk. Jeg elsker hans film. Det var også skægt at have Rhys Ifans med, for han havde været med i ‘Notting Hill’, hvor han spillede den grimmeste mand i verden, og i denne er han den flotteste.”

Når man ser filmen, bliver man opmærksom på, hvor positiv og optimistisk 60’ernes musik egentlig var.

“Ja, bestemt. Det blev lidt mørkere omkring 1968-69, men der var en fryd ved at opdage popmusik for første gang, og en af de ting, der er overraskende, er, at nogle af de musikere, man tænker på som værende meget deprimerede og ulykkelige så som Bob Dylan, Simon & Garfunkel og Leonard Cohen egentlig lyder som unge mænd, der faktisk har det ret sjovt. Vi kunne desværre ikke bruge noget af Dylans musik, da hans sange alle var for hurtige til billederne.”

For hurtige?

“Ja, man tror det ikke, når man tænker på dem, men når man hører dem, så er de faktisk overraskende hurtige.”

Curtis begynder herefter ihærdigt at synge nogle strofer fra “It Ain’t Me Babe” og “The Times They Are A-Changin'” for at bevise sin pointe. Sandt at sige er det med mere begejstring end sangtalent, men hans kærlighed til musikken er ikke til at tage fejl af.

Læs Filmz’ anmeldelse af “The Boat That Rocked”.