Filmbranchen kan være en lumsk levevej, og det faktum har Nicolas Winding Refns måtte sande mere end en gang. På trods af sit åbenlyse talent, har hans karriere været præget af op- og nedture siden han overraskede alle med kæmpehittet “Pusher” tilbage i 1996. Mange gange har krisen banket på, og hele tre gange har Refn måtte bide i det sure æble og gå igennem konkursmøllen med et selskab. Succesen har dog også smilet til ham, og med hans seneste film ”Bronson”s flotte modtagelse, lader det til nogle af dørene atter har åbnet sig for ham.

Refn har dog aldrig rigtig passet ind i nogle faste mønstre, og fra starten har hans filmkarriere været usædvanlig. Han blev født i Danmark, men tilbragte sine teenageår i New York, hvor han startede på American Academy of Dramatic Arts. Han måtte dog forlade skolen kort efter, da han havde smidt et skrivebord mod væggen i klasseværelset. Han rejste i stedet til Danmark og søgte ind på Den Danske Filmskole, som han dog droppede ud af igen hurtigt. Han lavede en billig kortfilm, som blev bemærket, og fik efterfølgende tilbudt 3.2 millioner kroner for at bringe den til spillefilmslængde. Resultatet blev “Pusher”, og fra da af var Refn med et en af Danmarks mest markante instruktører. I anledning af premieren på “Bronson” har Filmz kigget nærmere på Refns film.

Pusher (1996)

Glinsende af ungdommelig energi og rebelsk attitude sendte “Pusher” veritable chokbølger igennem det danske filmlandskab, da den først blev udsendt. Med en effektiv brug af rigtige lokaliteter suppleret med et pulsende soundtrack er den en pendant til Martin Scorsese tidlige film blot flyttet til København. Takket være Refns evne til at opbygge overbevisende miljøer, samt hans stilfærdige humor som letter den tragiske stemning, blev den et stort hit, og replikker som “Blev du busted, Franke?” blev hvermandseje. Ligesom alle Refns film er den optaget i kronologisk orden, og ikke mindst Zlatko Burics serbiske gangster Milo er en herlig skurk, som præsterer både at være komisk og skræmmende på samme tid. Hvis filmen dog har en enkelt svaghed, så er det den meget tidstypiske “Pulp Fiction”-dialog, der indimellem dominerer og virker noget distraherende i dag.

Bleeder (1999)

Så grum som “Pusher” end var, så er den næsten munter i sammenligning med “Bleeder”, der fortæller den deprimerende historie om Leo, der ikke kan håndtere ansvaret, da hans kæreste bliver gravid, og som langsomt begynder at gå i oplysning. Refn tager sin tid med et markant lavere fortællertempo, og bygger langsomt en følelse af trøstesløshed op. “Bleeder” præsterer nogle duperende billeder, men er samtidig også en lidt gumpetung størrelse, som momentvis føles irriterende stillestående. Det er måske i virkeligheden mere en film, man sætter pris på end man rent faktisk nyder. På trods af Kim Bodnias hovedrolle er det først og fremmest den kejtede romance mellem Mad Mikkelsens Lenny og bogormen Lea (spillet af Refns kone Liv Corfixen), der er filmens styrke, og den af historierne man for alvor føler noget for.

Fear X (2003)

Med “Fear X” var ambitionerne for alvor store, og med John Turturro i hovedrollen, Hubert Shelby Jr. som medforfatter og Brian Eno på lydsporet, burde den have været et art-house hit. Det var den desværre ikke, og i stedet floppede den så voldsomt, at Refns firma efterfølgende gik fallit. Det er synd og skam for filmen er ellers en bemærkelsesværdig og meditativ thriller med et særdeles rigt billedsprog, og uden tvivl den mest visuelt duperende film Refn har lavet til dato. Lige meget hjælp det imidlertid Refn, der hurtigt måtte finde en løsning på hans økonomiske problemer, som hobede sig op på trods de gode anmeldelser filmen fik. Han vendte skuden mod hjemlandet igen, og besluttede at vende tilbage til den “Pusher”-historie, der i sin tid havde skaffet ham succes.

Pusher II (2004)

I anmelderprogrammet “Bogart” havde Ole Mikkelsen allerede i 1996 ytret et ønske om en fortsættelse til “Pusher”, og næsten 10 år senere, fik han og mange andre deres vilje med denne film, der denne gang omhandler Mads Mikkelsens småforbryder Tonny. “Respekt” står der i nakken på ham, men den opnår han aldrig, og gennem filmens forløb udsættes han for ydmygelse på ydmygelse. Han er på alle måder et ynkeligt skvat, men samtidig kan man ikke lade være med at få medlidenhed med Tonny, der i bund og grund blot ønsker at opnå sin usympatiske fars anerkendelse. Man fornemmer et ryk i Refns tilgang til stoffet, og det miljø han delvis glamouriserede i “Pusher”, er nu fremstillet fuldstændig frastødende og uden selv den mindste charme. I undertegnes øjne er det den mest helstøbte film i trilogien.

Pusher 3 (2005)

Det blodige tredje kapitel har den serbiske Milo i hovedrollen, og herligt spillet af Zlatko Buric er han en overraskende velfungerende hovedperson. Alt er dog ikke ligefrem spas, og da Milo oplever et pres fra den yngre generation af forbrydere, må de hårde metoder tages i brug. Handlingen er lagt på en enkelt presset dag, og skylder meget til den sidste del af Scorseses ”Goodfellas”. Filmen starter i ualmindelig fin form, og opbygger et overbevisende undergrundsmiljø af udenlandske kriminalitet, men taber dog gevaldigt pusten i en noget anti-klimatisk sidste akt, der vist nok skal være chokerende, men mest af alt er lidt småkedeligt at overvære. Indtil da er den imidlertid stærkt underholdende, og filmen demonstrerede atter, at Refn langt fra havde mistet grebet om filmhåndværket.

Næsten projekt fra Refn bliver den ambitiøse vikingefilm “Valhalla Rising”, der atter har Mads Mikkelsen i hovedrollen. Der er endnu ikke fastlagt en dansk premieredato.