Mange folk var overraskede da Nicholas Winding Refn i sin tid meddelte at han ville lave to opfølgere til sin debutsucces “Pusher” – der blev visket i krogene om kynisk økonomisk spekulation i kølvandet på den kommercielle fiasko “Fear X”. Men sidste år slog han benene væk under publikum med Tonnys intense historie i “Pusher II”, og det er lykkedes ham at gøre kunststykket efter endnu engang.

I den sidste af de tre film får vi lov til at komme med den jugoslaviske gangsterboss Milo (Zlatko Buric) på en helvedestur rundt i Københavns underverden, mens uret tikker, afhængighedens spøgelse lurer og hensynsløse kriminelle bider ham i haserne på søgen efter nye jagtmarker. “Pusher III” går ikke på kompromis, men introducerer os i stedet for den hårde Dødsengel, vi troede, vi havde lært at afsky i den første film – og det viser sig at han blot er en mand af kød og blod som os andre; en ussel skæbne, der ligesom Frank og Tonny lever i desperationens fængsel, på vej ud mod afgrunden. Og der er langt ned!

“Pusher III” blænder op med en scene hos Anonyme Narkomaner, hvor Milo kommer for at blive fri for sit stofmisbrug. Han er blevet gammel, han lider af stress og han skal nå at forberede sin datters fødselsdagsfest, komplet med mad til 50 personer (man husker måske fra den første film at Milo er mere berygtet end berømt for sine kulinariske evner). Samtidig skal han komme af med en stor ladning ecstacy, som han har fået fejlleveret, og holde både den unge tyrker Mohammed (Ilyas Agac) a.k.a. ‘Kongen af København’, samt albaneren Marko (Kujtim Loki) stangen. Som ulve kredsende om et såret dyr, aner den nye generation af pushere at Milo ikke længere er på toppen; den stålsatte kæmpe er blevet træg og sårbar, og den slags kan man ikke respektere.

Refn har formået at tegne et fængende personportræt af manden som ‘Franke skuldte pænge’ – vi kommer endelig ind under huden på ham, og ligesom med Frank i “Pusher” og Tonny i “Pusher II” kan vi ikke lade være med at føle med den gamle stakkel. Hans datter hundser og driver benhård forretning med ham, og de andre kriminelle i miljøet opfatter ham som en klovn eller behandler ham som en hund. Respekten er væk og uden den famler han forgæves i blinde. Det er tydeligt at Refn virkelig interesserer sig for sin hovedperson, og denne kærlighed skinner igennem og gør Milo til en mand, hvis skæbne vi får lyst til at følge.

Filmen bæres i høj grad oppe af en enmandspræstation i skikkelse af Zlatko Buric; han var sjov og dragende farlig i den første film, men var og blev en tillukket antagonist. Denne gang serveres vi for hele karakterens kompleksitet, som omstændighedernes drejning har tilført ham. Han er en cool mafioso, jo vist, men facaden er begyndt at slå revner, og inde bag den ser vi den altopofrende familiefar, den angrende junkie og en mand, der ikke bryder sig om, hvad han er blevet. Buric formår at få alle nuancerne frem og hans præstation er ligeså rystende som Mads Mikkelsens og Kim Bodnias i sin tid, hvis ikke mere. Man kunne muligvis savne lidt mere kød på de klejne bipersoner, hvor kun Marinela Dekic som Milos datter Miranda og Slavko Labovic som hans gamle partner Radovan, skiller sig mærkbart ud. Især Levino Jensen der spiller Mirandas kæreste Mike kunne have haft mere tid på lærredet, men det er og bliver et one-man-show og det må man nødvendigvis respektere.

“Pusher III” leverer en rå og kompromisløs miljøskildring af en københavnsk skyggeside, som de færreste ønsker at stifte bekendtskab med. Vi befinder os ganske vist i gangstergenren med knæfald for både Tarantino og Scorsese, men Refns unikke look (i hænderne på den kompetente fotograf Morten Søborg og klipperen Anne Østerud) signalerer mere Dogme og Ken Loach end americana-gloss, hvilket blot forhøjer indtrykket af beskidt realisme – man gyser over den ækle og modbydelige underverden og dens forbrydere, der som parasitter styrer den og dræner alt liv ud af deres nærmeste. Men man forundres også glimtvis, når kameraet fanger uafrystelige kompositioner, som slutindstillingen, hvor Milo står ved kanten af en tom swimmingpool eller når hans silhuet fanges i skæret af et gustengult neonlys.

Også lydsiden forstærker disse golde storbylandskaber og den ensomhed og desperation som strækker sig som en øm nerve gennem hele filmen. Hofkomponist Peter Peter og lyddesigner Jens Bønding har skabt et sonisk rum, der på mange måder vækker minder om “Fear X” og Brian Enos ekspressionistiske dronecollager. Også Angelo Badalamenti spøger et sted i baggrunden, men lyd og musik er først og fremmest Pushersk, i en blanding af øredøvende skærebrænderrock og en udsugning af reallyden for at understrege Milos subjektive kaos.