Filmen”Hold kæft, jeg er for fed, mand!” Sådan siger Tonny i en af sine lykkelige stunder. Det er blot en af mange opture, efterfulgt af lige så mange nedture som Tonny må stå model til i filmen “Pusher II”. Det er en god film, der skildrer det kriminelle miljø i København. Men sætter man den op imod “Pusher” får man også lidt af en nedtur. Den er simpelthen ikke lige så slagkraftig som sin forgænger.

“Pusher II” er lavet af Nicolas Winding Refn, der også lavede den første film om den uheldige pusher Frank (eller Franke om man vil). Refn forsøger med “Pusher II” at få oprejsning efter at hans sidste film “Fear X” blev en stor fiasko. Refn gik konkurs og skrev denne film, bl.a. for pengenes skyld. Konkursen havde sat ham i gæld for 5 mio. kr. Refn har derfor hentet lidt inspiration til “Pusher II” i sin egen situation, for den handler (ligesom forgængeren) om en uheldig person som pludselig står i gæld til op over begge ører.

I “Pusher II” finder vi Tonny, der også var med i den første film. Her var han blot en biperson, men denne gang er han omdrejningspunktet. Filmen har ikke et stort forkromet plot og følger i stedet Tonnys gøren og laden i dagene efter han er kommet ud af spjældet.

Verden er ikke flink ved Tonny og der er stort set ingen der bryder sig om ham, på nær hans gamle ven Ø. Tonny har populært sagt det hele i munden, og forsøger med sit praleri konstant at vinde respekt blandt dem omkring sig. Men han er ude af stand til at gøre det der skal til og det gør ham til et let offer: Stort set alle han omgås med er ude efter ham i den en eller anden forstand. Han bliver svinet til, udnyttet eller generelt ignoreret. Det gør det svært at være Tonny, specielt når hans mission i bund og grund er at vinde anerkendelse fra sin far, den Bistre forbryderboss “Smeden”, som har et yderst køligt forhold til sin søn.

Tonnys søgen på anerkendelse er kernen i filmen, og den bringer ham ud i en lang række op og nedture, godt hjulpet på vej af de folk han har omkring sig: Hans far, der ser ham som uduelig, hans tidligere elsker Charlotte, som netop har født hans barn og derfor kun er interesseret i at få penge af ham, og pusheren Kusse Kurt der udnytter Tonny som gratis arbejdskraft. Og netop arbejdet for Kurt bliver Tonnys hæmsko, for det går i fisk og Tonny står pludselig med Kurts gæld på sine skuldre.

Fordi filmen ikke har noget nævneværdigt plot, er den ganske naturligt fokuseret på karaktererne i stedet. Det kræver gedigent arbejde af filmens skuespillere og på det punkt skuffer den absolut ikke.

Mads Mikkelsen gentager rollen som Tonny, der denne gang har en del mere kød på sig. Mikkelsen spiller rigtig godt og leverer sine replikker som kun han kan. Han fylder rollen godt ud og vi ser en helt anden Tonny end den vi så i den første film. Man indser at der ligger meget mere inde bag facaden end den storskrudende pralhals vi så i den første film. Det er til dels Nicolas Winding Refns fortjeneste, men i særdeleshed Mads Mikkelsens. Hans præstation blev da også hædret med en velfortjent Bodil pris.

Leif Sylvester vender tilbage til skuespillet for første gang i syv år i rollen som Tonnys far “Smeden”. Han er lidt af en tikkende bombe, der på overfladen er stille og rolig men kan eksplodere af raseri. Sylvester gør det godt, især i de intense scener.

Resten af holdet består af mere eller mindre ukendte skuespillere. Nicolas Winding Refn har lavet en såkaldt “streetcasting” og har fundet en række lokale skuespillere til at indtage rollerne som Kusse Kurt, Charlotte, Ø og hans kæreste Gry. Det giver et godt autentisk billede af Amager, hvor filmen foregår. Især Anne Sørensen, der spiller Charlotte, spiller rigtig godt, mens Kurt Nielsen leverer en lidt klichepræget præstation som pusheren Kusse Kurt, der blot er en bleg version af Frank fra den første film.

Hvad angår det filmiske, så kopierer “Pusher II” sin forgænger i form, stil og opbygning. Filmen starter med introduktionen af karaktererne, stående foran en sort baggrund og belyst fra oven, nøjagtig som den første film, samtidig med at The Prisoners hårdtslående tema pumper ud igennem højtalerne. Med denne intro er man ikke længere i tvivl om hvilket univers man befinder sig i: Det kriminelle miljø i København. Filmen er udelukkende optaget håndholdt, og stilen minder derfor rigtig meget om en dokumentar. Dette forstærkes yderligere af de mange lange takes, rigtige locations og on-location-lydoptagelser. Dialogen er velskrevet, men temmelig rå og der er masser af bandeord og Ama’r-slang i filmen. Dette betyder at den virker ultra-realistisk og troværdig, og det er faktisk ret skræmmende at tænke på at denne verden (måske) er virkelig.

Skuespillet og den rå realisme er absolut filmens højdepunkter og er med til at gøre filmen seværdig. Det er en efterfølger der sagtens kan stå på egne ben, men som ikke kan hamle op med sin forgænger hvis man sætter hårdt mod hårdt. Tonnys personlige problemer er simpelthen ikke lige så fængende som Franks desperate, panikagtige forsøg på at skrabe penge sammen til Milo. I modsætning til Franks situation, så er der i Tonnys et glimt af håb, og derfor mangler “Pusher II” i sidste ende lidt gennemslagskraft, der gør at den aldrig når helt samme højder som sin forgænger.

Video”Pusher II” er ikke noget kønt bekendtskab på dvd. Transferet er i anamorphic widescreen med 1.77:1 aspect ratio. Billedsiden er konstant grynet, og det gælder især for scenerne i dagslys. Det er ikke et problem med selve transferet, men nærmere et produkt af Nicolas Winding Refns måde at optage på. Det underbygger filmens dokumentariske feel, men ser ikke specielt godt ud på et digitalt medie.

AudioHeller ikke lydsiden imponerer synderligt. Der er to lydspor, begge på dansk, i Dolby Surround 2.0 og Dolby Digital 5.1. Sidstnævnte lydspor skuffer i sin mangel på surround-sound. Nicolas Winding Refn nægter konsekvent at bruge ADR (Automated Dialogue Replacement) og bruger altid on-location lyd, og resultatet er altså dette lydspor. Det eneste man hører fra surround højtalerne er en konstant summen eller brummen, der vist nok skal lyde som Københavns frådende byliv. Til gengæld er lyden fra fronthøjtalerne god, med god separation imellem tale og lydeffekter og musik. Filmens hårdtslående musik giver da også bassen lidt at arbejde med. Men godt, det er det altså ikke.

EkstramaterialeHer finder vi først og fremmest et kommentarspor med Nicolas Winding Refn, Mads Mikkelsen og journalist Jacob Kofler. Det er et rigtig godt kommentarspor, hvor Kofler fungerer som moderator. Han holder samtalen kørende ved at stille spørgsmål til de to andre. Der er ikke et stille øjeblik og deltagerne kommer ind på mange emner, fra hvordan det var for Mads Mikkelsen at komme tilbage i rollen efter 8 år, til hvad det egentlig er de sidder og sniffer hele tiden.

Dernæst er der et dokumentarprogram på ca. 20 minutter, der omhandler “streetcasting”. Dokumentarprogrammet fortæller lidt om de personer der er blevet castet og selve processen bag “streetcasting”. Det er ret spændende og interessant at se en instruktør som Refn, der er villig til at tage chancen med totalt uprøvede og uerfarne skuespillere.

Endeligt er der en samling trailere og tv-spots til de tre “Pusher” film.

Nicholas Winding Refn er endnu engang tilbage i andedammen efter sin lille afstikker til det sneklædte Canada og art-thrilleren “Fear X”. Den film fik ikke et stort publikum, da mange mente den var for kryptisk og usammenhængende, men der er ingen tvivl om at efterfølgeren til “Pusher” nok skal få folk i biografen. Der har da også været hvisket i krogene, om at Refn udelukkende lavede filmen, samt “Pusher III” – som i skrivende stund er ved at blive produceret – for at tjene penge ind til sit egentlige drømmeprojekt; en kriminalfilm i USA. Men hvad gør det, når resultatet er så fremragende som “Pusher II”!

Bevares, historien er skåret over samme princip som “Pusher”, nemlig en klassisk sammenbrudshistorie, sat i Københavns kriminelle miljø, hvor hovedpersonen på trods af gentagne forsøg på det modsatte, blot kommer i større og større gæld. Men hvor vi i den første film fulgte Kim Bodnias Frank, så er det nu den ynkelige Tonny, i skikkelse af Mads Mikkelsen, som historien drejer sig om. Og det formår filmen at få det bedste ud af, for pludselig er vi blandt de små fisk og deres forsøg på at lege gangstere, såvel som far, mor og børn. Handlingen er således blevet krydret med Tonnys forsøg på at opnå sin fars respekt, samtidig med at han forsøger at være far til den unge han ikke vidste han havde, hvis mor kun er interesseret i hans bistand.

Der er dog heller ikke sparet på humoren, som især kommer frem i den velskrevne dialog, der rammer miljøet og de tungnemme kokainvrag lige i øjet. Til tider kammer det næsten over i Anders Thomas Jensen, men det balanceres heldigvis af de mere alvorlige situationer. For på trods af, at Tonny er den mest fucked up og sørgelige kriminelle man længe har set, så er han samtidig – og måske netop derfor – en dybt tragisk karakter. Man kan ikke undgå at have ondt af ham, for han vil jo så gerne gøre det godt, men det lykkes ham bare aldrig.

En stor del af grunden til at blandingen af humor og alvor rent faktisk fungerer, må siges at ligge hos den glimrende casting. Det er et herlig farverigt persongalleri som præsenteres for os, lige fra Leif Sylvesters comeback som Tonnys far Smeden, der er et kalkuleret dumt svin, over Tonnys ven Ø (Øjvind Hagen-Traberg), der prøver at være familiemenneske, til den belastende Charlotte (Anne Sørensen), der hellere vil feste end at tage sig af sit barn. Men det er selvfølgelig Mads Mikkelsen som lyser mest op, og det er forfriskende at se ham som taberagtig småkriminel, i stedte for den førsteelsker-mærkat han efterhånden har erhvervet sig. Han viser med al tydelighed at hans dramatiske spændvidde favner enormt bredt, og han har virkelig formået at ramme Tonnys personlighed fra den første film, samtidig med at han her får muligheden for at nuancere den. En værdig arvtager til Kim Bodnia, intet mindre! Den eneste karakter der virker malplaceret er Tonnys påtvungne partner Kusse Kurt (Kurt Nielsen), der simpelthen er for karikeret, både i hans næsten maniske spil og hans usvigeligt dumme personlighed.

“Pusher II” er ligesom forgængeren filmet næsten udelukkende håndholdt og sammen med den grynede tekstur i billederne af ‘Amager by night’, samt den fokuserede klippestil, opnås et næsten dokumentarisk præg. Refns intense brug af lydsiden, både ambient og musisk, der også var meget karakteristisk for “Pusher”, “Bleeder” og “Fear X”, er med til at forstærke filmens tragiske aspekt og virker i visse scener direkte klaustrofobisk. Denne gang arbejder han atter sammen med musikeren Peter Peter, men en del af filmens musiknumre er samtidig blevet udvalgt fra Danmarks rockundergrund via opfordring over nettet. Det er der kommet et ganske spændende og alsidigt score ud af, som helt klart er med til at bevare den rå stil fra “Pusher”.