“Fear X” er en interessant, visuelt overdådig, psykologisk thriller.

Filmen er instrueret af Nicolas Winding Refn, der tidligere har stået bag de danske film “Pusher” og “Bleeder”. “Fear X” er hans internationale debut, og hvilken debut: Filmens manuskript er skrevet sammen med Hubert Selby Jr. som har skrevet bøgerne “Sidste udkørsel fra Brooklyn” og “Requiem For a Dream”. Selby Jr. har tidligere skrevet manuskripter, men dette er første gang han har lavet et fra bunden. Brian Eno har stået for musikken, og John Turturro, kendt bl.a. fra Coen-brødrenes “Miller’s Crossing” og “Barton Fink”, har hovedrollen.

I “Fear X” møder vi Harry Caine, en udbrændt sikkerhedsvagt der, efter hans kones mord, sidder uhjælpeligt fastlåst i sit liv. Om dagen forsøger han at passe sit arbejde, mens han om natten gennemser overvågningsbånd fra indkøbscenteret. Med en manisk nidkærhed noterer han alle detaljer ned, men ingen synes at føre nogle veje. Han bliver hjemsøgt af hallucinationer og drømme om sin kone. Han finder imidlertid et fotografi der sætter ham på sporet af gerningsmanden, og tager af sted mod Montana, til et hotel han og hans kone tidligere har boet i, for at fortsætte sin efterforskning der, men efterhånden mister han mere og mere grebet om virkeligheden.

“Fear X” tager os med på Harrys rejse der først og fremmest forgår som en indre søgning. Den prøver i høj grad at føre os ind i Harrys hoved, underholdende illustreret med gentagende zooms på Turturros baghoved. Både skuespillerne og omgivelserne præges af en overhængende kulde. Alle synes at eksistere i deres eget afsondrede univers. Filmen er fortalt i et langsomt, næsten hypnotisk tempo med lange søgende panoreringer udover det snedækkede landskab.

Visuelt set er filmen vældig flot. Vi bliver vist den ene mere opfindsomme billedekomposition efter den anden. Særligt hotellet har en meget David Lynchsk atmosfære, med lange gange badet i rødt lys.

Filmens handling, der vækker minder fra film som “Memento”, “The Conversation” og “The Vanishing”, er umiddelbart en typisk thriller, men det bliver hurtigt tydeligt at den har andre ambitioner. Den er først og fremmest interesseret i at beskrive Harrys mentale tilstand, og det er da også denne del der fungerer bedst. Da der efterhånden kommer gang i den ellers meget minimale ydre handling, bliver filmen mere ordinær. Baggrunden for mordet er ikke særligt interessant – særligt en forklarende konspirationsscene stikker meget i øjnene. Undervejs når filmen dog at levere et par ganske nervepirrende scener, men for mange vil “Fear X” formodentlig føles meget utilfredsstillende.

Som den plagede Harry Caine spiller John Turturro glimrende. Hans rolle bliver hovedsagligt spillet gennem blikke, snarere end ord, og det gør han meget effektivt. Efterhånden som filmen skrider frem virker Turturro mere og mere undertrykt og handlingslammet, indtil man til sidst forventer at se ham falde om hvert øjeblik det skal være. Ligeledes bør James Remar, der også spiller glimrende, nævnes.

Brian Eno har som sagt stået for musikken. Hans atmosfæriske lydunivers står vældig godt til billederne, og højner den ubehagelige stemning.