Selvom der efterhånden er mange filmselskaber, der gør sig ud i animationsfilm, har Pixar i dag en fuldstændig unik status som dem, der uden sammenligning skaber de bedste. Deres succes på området er fuldstændig uden sidestykke, og det ligner næsten magi, når de gentagne gange ryster den ene mere fremragende film ud efter den anden. Med den seneste premiere på “Wall•E” ser det endda ud til, at de for første gang har en mulighed for ikke blot at modtage Oscaren for bedste animationsfilm (for det er jo snart givet på forhånd), men måske oven i købet snuppe Oscaren for bedste film for næsen af både Batman, Harvey Milk og Benjamin Button.

Det er fristende at tilskrive succesen Pixars tekniske formåen, men sandt at sige også misvisende, eftersom det lige så vel er deres greb om god gedigen historiefortælling, der har ladet dem skabe så mange vellykkede film. De klassiske eventyrfortællinger bygger i høj grad på arven fra samarbejdspartneren Disney, men hvor sidstnævnte synes at have tabt gejsten, har Pixar formået at tilføre den en imponerende friskhed. Filmz har her kigget på nogle af de bedste af Pixars tidligere film.

Pixar startede oprindeligt som en lille afdeling hos Lucasfilms ILM, men de endte med at blive købt af Steve Jobs. Efter at have stået bag forskellige succesfulde kortfilm og reklamer fik Pixar endelig mulighed for at vise, hvad de kunne, da de indgik en aftale med Disney om at lave tre animationsfilm i spillefilmslængde. Den første af disse blev “Toy Story”, som skulle komme til at ændre opfattelsen af computeranimerede film permanent. Som i et af H.C. Andersens eventyr ved den 6-årige Andy ikke, at hans legetøj bliver levende, når han kigger den anden vej. Cowboydukken Woody er Andys foretrukne, men ankomsten af space rangeren Buzz bringer snart uorden i legetøjets interne hierarki og igangsætter et væld af konflikter og forviklinger. Filmen, der bl.a. har manuskript af “Buffy”s Joss Whedon, blev velfortjent en øjeblikkelig klassiker, og John Lasseter fik en særlig Oscar for at have gjort en sådan film mulig. Filmen blev i 1999 fulgt op med en fortsættelse, der er næsten lige så god.

Designet og ideen bag “Monsters, Inc.” er så kløgtigt udtænkt, at den næsten er ved at stjæle al opmærksomheden fra selve handlingen. Filmen foregår i en retro-storby, der er som taget ud af 1930’erne, hvor vi møder de to monstre Sully og Mike, der tjener til dagen og vejen ved at skræmme børn i deres soveværelser. Stor er imidlertid vores overraskelse, da det viser sig, at de er mindst lige så bange for ungerne selv. Da en af slagsen ved et uheld trænger ind i monstrenes verden, er en strøm af kaos uundgåeligt. I forhold til begge “Toy Story”-film er historien knap så veludviklet og figurerne mindre hjertevarme, men takket være den ustoppelige strøm af fornøjelig slapstick samt den ekstremt veloplagte stemmeføring af John Goodman og Billy Crystal er den alligevel en stærkt underholdende oplevelse.

Måske med undtagelse af “Wall•E” er “Find Nemo” den flotteste film, Pixar har lavet indtil nu. Den udspiller sig i et hav, man næsten kan smage, og hvis detaljer springer levende frem. I modsætning til mange computerskabte-film så er vores syn ikke uendeligt, men begrænset af vandets tæthed. Historien er en særdeles veludtænkt fortælling, hvis simple genialitet fungerer i kraft af, at den henvender sig til alle aldersgrupper. Børnene identificerer sig med Nemo, der bliver fanget i et akvarium, mens historien om hans far, der desperat må kæmpe for få sit sidste barn tilbage, griber fat i enhver forældres største frygt. Undervejs leveres et væld af oplagt humor, hvor ikke mindst parløbet mellem den nedtrykte Marlin og den ukuelige, glemsomme Dory er blandt de bedste.

Pixar kunne næppe beskyldes for at sove på roserne og fulgte allerede året efter “Find Nemo” op med “De utrolige”. Filmen var en ny udvikling for Pixar, der for første gang havde mennesker i deciderede hovedroller, og som lå fjernere fra den klassiske Disney-ånd end nogle af de tidligere film. I stedet er den en munter parodi på superheltegenren og ikke mindst James Bond-filmene takket være et meget John Barry’sk soundtrack. Selvom filmen hverken er så magisk eller hjertevarm som de tidligere, så kompenserer den ved sin ustoppelige serie af visuelle gags og forrygende actionscener samt nogle overraskende voksne temaer om bl.a. midtvejskrise og problemer i familien, der bliver langt mere modent behandlet her end i nok så mange “almindelige” film.

Selvom den er fyldt med nuttede rotter, smukke parisiske nætter og stressede kokke, så handler “Ratatouille” i virkeligheden mest af alt om kunst og de sjældne mennesker (eller dyr), der er i stand til at lave den. I dette tilfælde er det symboliseret ved rotten Remy, der har et talent udover det sædvanlige, men pga. de omstændigheder, han er født under, ikke har nogen mulighed for at praktisere det. Det ændrer sig imidlertid alt sammen, da han danner par med den sympatiske, men talentløse Linguini, og endelig får Remy mulighed for at udøve sine gastronomiske mirakler. Filmen er både en bidende satire over vores kulturs overgivelse til dovenskab og middelmådighed samt et uimodståeligt eventyr i et romantisk Paris, der nok mere er en sindstilstand end en virkelig by. “Ikke alle kan blive en stor kunstner, men stor kunst kan komme fra alle tænkelige steder,” skriver den ellers humorforladte madanmelder i filmens formidable afsluttende monolog, og han har uden tvivl ret. Den kan f.eks. begynde i en lille beskeden computerafdeling.