Sex er kommet for at blive, som man siger, og ligeledes er seksuelt indhold i film næsten så gammel som filmen selv. Alligevel har den slags scener vedvarende ligget i evig konflikt med moralske, religiøse og kulturelle institutioner. Igen og igen har vovede scener forårsaget skandaler, vrede og rasende kritik og dermed også ikke så lidt omtale for de kritiserede film. Det gælder ikke blot de berygtede film med voldtægtsscener, men også dem som man måske ellers skulle tro var relativt harmløse, hvor to (eller flere) voksne har ganske frivillig sex med hinanden.

Selvom nøgenhed eller seksuelt indhold ikke er nogen garanti for succes, så kan de dog ofte sikre en vis offentlig bevågenhed og er dermed et fristende element for en filmmager at inddrage, uanset om det så måtte være kunstnerisk forsvarligt eller ej. Der er dog ikke desto mindre mange film hvor seksuelt indhold bruges effektivt som narrativt element (f.eks. “A History of Violence” eller “Lust, Caution”), og ofte kan de give noget fysisk nærvær til ellers meget platoniske og derved lidt uvedkommende romancer.

For nylig bragte en vovet scene i den biografaktuelle “Observe and Report” sindene i kog i USA, og i den anledning har Filmz kigget nærmere på en lille håndfuld af nogle af de sexscener, der har vakt mest forargelse i offentligheden.

A Clockwork Orange (1971)

Stanley Kubricks mest kontroversielle film, “A Clockwork Orange”, vakte megen forargelse, da den første gang blev udsendt, og den kan stadig støde nogle den dag i dag. Filmen huskes mest for en voldtægtsscene, hvor forbryderen Alex synger “Singin’ in the Rain”, men faktisk så klipper Kubrick væk, da selve voldtægten skal foregå. Mere eksplicit er han til gengæld i en scene, hvor Alex tager to piger med hjem, og de har sex i høj hastighed og for fuld musik. Selvom den bestemt også havde sine fortalere, så modtog filmen kolossal kritik for sin ligefremme facon og blev ligeledes anklaget for at have været inspiration til lignende forbrydelser. Kubrick modtog dødstrusler, der var rettet både mod ham og hans familie, og filmen endte med at bliver fjernet fra de engelske biografer. Den blev først vist i hjemlandet igen efter Kubricks død hele 27 år senere.

Sidste tango i Paris (1972)

Bernardo Bertoluccis berygtede og berømte film handler om den midaldrende amerikaner Paul spillet af Marlon Brando, der efter sin kones selvmord er efterladt i en traumatiseret og selvdestruktiv tilstand. Han møder den unge kvinde Jeanne, og de to begynder en anonym affære i en lejlighed med den forståelse, at ingen af dem må kende den andens navn. Filmen er ikke mindst berygtet for en analsexscene, hvori smør bruges som glidemiddel. Netop den scene fik efter sigende folk til at udvandre og endda kaste op i biograferne. Prominente amerikanske kritikere forsvarede dog filmen, der endte med at blive en økonomisk succes, og Brando og Bertolucci modtog begge Oscarnomineringer for henholdsvis skuespil og instruktion. I hjemlandet Italien resulterede filmen dog i, at Bertolucci blev frakendt sin stemmeret i fem år.

Vilde orkidéer (1989)

Mickey Rourke havde scoret et overraskende stort hit med den vovede “9½ uge”, der med sin sadomasochistiske erotik havde fået en stor fanbase og gjort både Rourke og Kim Basinger til stjerner. “Vilde orkidéer” var et forsøg på at fortsætte den succes og behandlede et lignende tema, hvor den unge og uskyldige Emily udsættes for den tilbagetrukne millionær Wheeler (Rourke i bizar bronzefarvet makeup, der får ham til at ligne et dørhåndtag). Filmens vovede sexscene blev et mediefænomen, da rygtet opstod, at filmens skuespillere, som dannede par på det tidspunkt, havde haft ægte samleje i scenen – et rygte, som filmens instruktør var tilbageholdende med at afvise, måske fordi han fornemmede, at nysgerrigheden ville kunne lokke folk i biografen. Taktikken virkede tilsyneladende, for selvom filmen var ekstremt ringe, blev den en pæn kommerciel succes.

Basic Instinct (1992)

Da Paul Verhoven først påtog sig instruktørjobbet på “Basic Instinct”, var det med det ønske at lave den første mainstream Hollywood-film, hvor et erigeret lem optrådte på lærredet. Han fik ikke sit ønske opfyldt, men det lykkedes ham ikke desto mindre at vække betydelig opsigt, da Sharon Stone i en forhørsscene kort spreder benene og afslører, at hun ikke er den store tilhænger af trusser. Ligeledes var Verhoven fokuseret på at lave så eksplicitte sexscener, som censuren overhovedet tillod, og han måtte da også beskære filmen hele 14 gange for at få den gennem systemet. “Basic Instinct” blev ved udgivelsen kritiseret for at være diskriminerende over for biseksuelle, men siden er stemningen vendt, og den ses endda i dag ofte omtalt som et feministisk værk. Den er under alle omstændigheder en ekstrem underholdende omgang guilty pleasure.

Idioterne (1998)

Lars von Trier har udtalt, at en film ”bør være som en sten i skoen”, men med “Idioterne” var det vist mere som et krydsermissil i akilleshælen. Filmen viser en gruppe, som i et tvivlsomt opgør med borgerskabet agerer mentalt handicappede. Den stødte for det første dem, som mente, at den – ligesom hovedpersonerne – gjorde nar af sindslidende og for det andet bl.a. ved en gruppeknaldsscene, hvor der kortvarigt bliver vist decideret penetration. Det ansigtsløse par var dog to pornoskuespillere, som blev hyret til jobbet, hvilket i øvrigt var et mindre brud på Dogme-reglerne. Lars von Trier skulle efter sigende ligeledes have benyttet stand-ins i den kommende “Antichrist”, som skulle indeholde scener, der er omtrent lige så eksplicitte.

Intimacy (2001)

Nogle af Hanif Kureishis noveller ligger til grund for filmen “Intimacy”, der ikke ulig “Sidste tango i Paris” handler om et par, som mødes for at dyrke sex, uden at der udveksles et eneste ord mellem dem. Filmen er et alvorligt og overbevisende portræt af to mennesker i krise og vandt da også Guldbjørnen i Berlin. Den vakte ikke mindst pressens opmærksomhed pga. dens direkte og temmelig uindpakkede sexscener, hvori den kvindelige hovedperson spillet af Kerry Fox giver sin mandlige modspiller en gang oralsex. Klippet er dog ganske kort og i modsætning til rygterne, der opstod som følge af det, var alt andet sex simuleret og desuden ganske uerotisk. Scenerne bliver brugt til effektivt at formidle personernes sindelag, men særlig æggende kan man dårlig kalde dem. Pornografi var det under alle omstændigheder ikke.

The Brown Bunny (2003)

Til gengæld var distinktionen mellem kunst og porno mere vanskelig at drage i “The Brown Bunny”, der ligesom “Intimacy” indholdt en sekvens med oralsex, men i modsætning til førnævnte var scenen langvarig og meget eksplicit. Lige meget hjalp det dog filmen, der fik ualmindelig dårlig modtagelse i Cannes, hvor publikummet buede af den og udvandrede fra salene. Den berømte filmanmelder Roger Ebert kaldte ligefrem “The Brown Bunny” den værste film, der nogen sinde har været vist i Cannes (selvom han senere dog roste filmen efter at have set en kortere, klippet version). Chloë Sevigny, som havde lagt mund til den berygtede scene, blev efterfølgende droppet af sit skuespilsbureau, og Vincent Gallo, som både havde spillet hovedrollen, instrueret samt været modtager af førnævnte gerning, var så skuffet over filmens modtagelse, at han svor aldrig at lave en film igen. Et løfte, han i hvert fald til dato har opretholdt.