Som vi skrev i går, er ASA Film netop blevet idømt en bøde på 70.000 kr. i forbindelse med den arbejdsulykke, der nær kostede Bodil Jørgensen livet under optagelserne til “Far til Fires vilde ferie”. Og det er fuldstændig utilgiveligt, at produktionsselskabet slipper så billigt. Det mener Bodil Jørgensens mand, Morten Søborg.
Se også: ”Far til Fires vilde ferie” får bøde af politiet
”Det er pilråddent og respektløst overfor menneskers liv og helbred. Heldigvis har Bodil det meget bedre i dag, men det er jo et mirakel, at det ikke er endt på en helt anden måde. Det der er sket er så alvorligt for os, at bøden burde være noget, der kunne mærkes for alvor. Mindst 10 gange de 70.000 kroner,” siger han.
Ulykken kvæstede Bodil Jørgensen så alvorligt, at hun brækkede samtlige ribben, sin hofte og begge kraveben. Samtidig fik hun indre blødninger i både nyre og lever, og begge hendes lunger klappede sammen.
ASA Film har påtaget sig ansvaret og vil betale bøden på de 70.000, som de har fået den præsenteret i forbindelse med politiets sigtelse.
”Det er os der har ansvaret, og når der sker så forfærdelig en ulykke, så er der ting vi ikke har gjort rigtigt,” siger filmens producent Henrik Møller-Sørensen til BT.