Efter afslag fra Filminstituttet opgiver Henrik Møller-Sørensen at fortsætte ‘Far til fire’-serien, som han nåede at producere elleve film til. Det skriver EKKO på deres hjemmeside.
ASA Film har siden 1953 produceret Far til fire-film, men nu er det slut, siger direktør Henrik Møller-Sørensen til Filmmagasinet Ekko. I alt er der lavet 21 film baseret på Kaj Enholms tegneserie, med den seneste, ‘Far til fire og vikingerne’, udgivet i 2020.
I 2021 planlagde ASA Film et reboot af serien, men Filminstituttet nægtede at støtte flere film.
”Vi søgte støtte fra Filminstituttets markedsordning og havde investeret i manuskriptudviklingen for egen regning, men vi blev ikke engang inviteret til samtale. Det er en barsk afvisning,” siger producenten til EKKO.
”Når Filminstituttet ikke vil støtte, kan vi ikke lave filmene, så Far til fire er lagt på is. Nordisk Film har rettighederne, og på ASA er vi gang med andre spillefilmprojekter. En historisk film og en romantisk komedie, som vi er ved at udvikle.”
– Men ASA Films rolle som Far til fire-producent er slut?
”Det er den nu, ja, og det er helt forfriskende at komme ud at lave noget andet. Men jeg er målløs over, at Filminstituttet ikke engang har villet kalde os til samtale. I dag brokker de sig over, at børnefilm aldrig sælger mere end 100.000 billetter, men vi solgte altid langt over 200.000. Filminstituttet ligger, som de har redt.”
Henrik Møller-Sørensen fylder snart 70 år og har været en vigtig figur i dansk film. Han genoplivede Far til fire-serien i 2005 efter en lang pause. Serien har haft forskellige instruktører og skuespillere, men mødte problemer i 2014, da skuespiller Bodil Jørgensen kom alvorligt til skade, hvilket førte til en bøde for ASA Film.
Filminstituttet valgte at stoppe støtten til serien, og Møller-Sørensen er skuffet over beslutningen. Ekko har forsøgt at få en kommentar fra Nordisk Film, men har ikke modtaget svar inden deadline.
Men vi slipper ikke ‘Far til Fire’ der. For der er allerede nye film på vej, det er bare ikke af ASA. Det fremgår i en mail fra Egmont.
“Nordisk Film har i en længere årrække haft filmrettighederne til Kaj Engholms folkekære og populære tegneserie ”Far til fire” og er i gang med at udvikle nye film i serien, der skal produceres af Nordisk Film selv.” skriver de i en mail.
”Vi har en stor ambition på Nordisk Film om at bringe næste generation i biografen. Familiefilm er fuldstændig fantastiske til at give de nye biografgængere en magisk oplevelse sammen med deres familie. ”Far til fire” er et af de stærkeste familiefilm-brands vi har i Danmark, som vi udvikler for tiden med den ambition at højne relevansen for formatet i vores samtid uden at miste det folkelige fundament,” siger Katrine Vogelsang, adm. direktør i Nordisk Film Production.
”Vi glæder os til at fortælle meget mere, når vi er endnu længere i processen,” tilføjer hun.
#1 CaGoDa 6 måneder siden