The Thinker inviterer os med på en rundtur gennem forskellige alternative virkeligheder med Marvels “What If…?”, og vi kan ikke vente med at komme afsted.
Den nyeste trailer til Marvels animerede spekulationsserie giver os svarene på de spørgsmål, vi aldrig vidste, vi havde om superhelteuniverset.
Hvad nu hvis Peggy Carter havde fået superserummet? Hvad ville der ske, hvis T’Challa var blevet kidnappet af the Ravagers i stedet for Peter Quill? Og ville det ikke være sejt, hvis Scott Lang kun var et talende hoved?
Alt det og meget mere får vi svar på i “What If…?” og ja, det ser lige så fedt og skørt ud, som man kunne forestille sig.
“What If…?” adskiller sig som en del af Marvels Disney+-superhelteserier, der også inkluderer “WandaVision”, “The Falcon and the Winter Soldier” og “Loki”. Serien er en antologiserie, hvor hvert afsnit fortæller en ny historie, der ikke er kanon i det MCU, vi kender og elsker.
Læs også: “5 superhelte og karakterer fra Marvel vi vil se i MCU”
Dog er mange af skuespillerne tilbage i rollerne som deres respektive helte. Vi kan blandt andre glæde os til Hayley Atwell som Peggy Carter, Chris Hemsworth som Thor, Seth Green som Howard the Duck og Chadwick Boseman en sidste gang som T’Challa.
Enkelte stjerner, såsom Robert Downey Jr., Chris Evans og Benedict Cumberbatch lægger ikke stemmer til deres karakterer i serien.
Den 10 episoder lange serie instrueres af “Samurai Jack”-forfatter Bryan Andrews og er primært skrevet af “Trollhunters”-forfatter A.C. Bradley.
“What If…?” får premiere onsdag den 11. august på Disney+.