Channing Tatum kan godt begynde at øve sig i at skyde med skarpt. Han skal nemlig spille med i Quentin Tarantinos kommende westernfilm ”The Hateful Eight”. Det skriver comingsoon.net.
Se også: Kvindelig hovedrolle fundet til Tarantinos “The Hateful Eight”.
Ud over Channing Tatum skal Jennifer Jason Leigh, Bruce Dern og Demian Bechir (“The Bridge”) også stå foran kameraet, når optagelserne begynder engang i næste måned.
“The Hateful Eight” består dog ikke udelukkende af nye ansigter. Vanen tro har instruktøren også hevet en del gamle kendinge ud til det vilde vesten, og både Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Walton Goggins (”Django Unchained”) Tim Roth og Michael Madsen vil være at finde i filmen.
“The Hateful Eight” foregår i Wyoming om vinteren, efter borgerkrigen, hvor en sherif, to dusørjægere og en fange sammen med deres chauffør må søge ly for en snestorm.
Manuskriptet er skrevet af Quentin Tarantino selv, der har lavet ændringer efter en tidlig udgave lækkede på internettet, der næsten fik instruktøren til at lukke og slukke helt ned for projektet.
“The Hateful Eight” får verdenspremiere på Torontos filmfestival til næste år.