Først Mario, så Garfield — Chris Pratts karriere som stemmeskuespiller tager fart med endnu en stor (og noget overraskende) animationsrolle.

Chris Pratt træder i Bill Murrays sko som den nye stemme til den lasagneelskende, dovne ballademager af en kat, Garfield, i den nye film af samme navn. Det rapporterer The Hollywood Reporter.

Det bliver den første “Garfield”-biograffilm siden de to live-action-film “Garfield” og “Garfield: A Tail of Two Kitties” fra hhv. 2004 og 2006.

Alcon Entertainment og Sony Pictures står bag den kommende animationsfilm, der skrives af David Reynolds og instrueres af Mark Dindal. Makkerparret har tidligere arbejdet sammen på Disney-filmen “Kejserens nye flip”.

Den nye “Garfield” er inspireret af Jim Davis’ tegneserie om den orange kat, hans ejer, der i den danske udgave har fået navnet Harald Jensen, og hunden Futte.

Chris Pratt har flere store projekter undervejs. Først kan vi se frem til afslutningen på “Jurassic World”-trilogien med “Dominion”, og bagefter får vi et gensyn med hans MCU-superhelt Star-Lord i Taika Waititis “Thor: Love and Thunder”. Derudover har han fået hovedrollen i den kommende “Super Mario Bros.”-animationsfilm, der har samlet noget af et overraskende stjernecast.

Læs også: “‘Super Mario Bros.’-film har fundet sit cast: Chris Pratt er Mario, Jack Black er Bowser”

“Garfield” har endnu ingen premieredato.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: