“Super Mario Bros.”-filmen er et skridt tættere på at blive virkelighed, efter et noget uventet cast er blevet annonceret.

Ved den seneste Nintendo Direct-præsentation blev castet afsløret til den animerede “Mario”-film, som “Grusomme mig”- og “Minions”-skaberne Illumination Entertainment står bag.

“Guardians of the Galaxy”-stjernen Chris Pratt skal lægge stemme til den rødklædte blikkenslager, mens hans bror, Luigi, spilles af den skingre “It’s Always Sunny in Philadelphia”-skuespiller Charlie Day. Anya Taylor-Joy (“Queen’s Gambit”) spiller Princess Peach, der sædvanligvis kidnappes af den onde Bowser, som i filmen spilles af Jack Black (“School of Rock”).

Seth Rogen (“Superbad”) lægger sin umiskendelige stemme til Donkey Kong, mens Keegan Michael Key (“Key & Peele”) tager rollen som Toad.

Læs også: “Seth Rogen tager afstand til James Franco to år efter påstande om seksuelle krænkelser”

I mindre roller er Fred Armisen, Kevin Michael Richardson og Sebastian Maniscalo blevet castet som hhv. Crankey Kong, Kamek og Foreman Spike, mens den originale Mario-stemmeskuespiller Charles Martinet har en række cameos i filmen.

Den kommende Illumination-film markerer ikke første gang, Nintendo-maskotten skal op på det store lærred. I 1993 udkom en live action-udgave af filmen, der dog blev en bragende skuffelse både på kritiker- og fanfronten.

Den stadig titelløse “Super Mario Bros.”-film har endnu ingen dansk premieredato, men den står til at få amerikansk premiere den 21. december næste år.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: