Christina Ricci er blevet castet i Tim Burtons Netflix-serie “Wednesday”, og hun gør dermed comeback til “The Addams Family”-franchisen.
Ricci spillede selv rollen som den kommende titelkarakter i 90’er-filmene “The Addams Family” og “Addams Family Values”, så man kunne næppe finde en mere ideel skuespiller til serien.
Det er dog ikke rollen som Addams-datteren, hun gentager i Burton-showet – den rolle er allerede tilskrevet den fænomenale “Scream” (2022)-stjerne Jenna Ortega. Derimod skal Ricci spille en ny karakter, der skal erstatte karakteren Tamara Novak, spillet af Thora Birch, som måtte trække sig fra projektet under produktionen. Det rapporterer Deadline.
Læs også: “‘Scream 6’ har fået sin officielle premieredato: Udkommer allerede i 2023”
Serien følger Wednesday i sin tid på Nevermore Academy, hvor hun skal lære at beherske sine fremspirende clairvoyante evner, mens hun forsøger at opklare et overnaturligt mysterium relateret til sin familie.
Udover Ortega slutter Ricci sig også til Catherine Zeta-Jones og Luis Guzmán, der spiller Wednesdays forældre Morticia og Gomez Addams.
“Wednesday” er skrevet af “Smallville”-skaberne Al Gough og Miles Millar, der også agerer showrunnere, mens Tim Burton instruerer. Alle tre er executive producers på projektet.
Ricci har senest været at se i Lana Wachowskis “The Matrix Resurrections” og i Showtime-serien “Yellowjackets”, som hun også vender tilbage til i dens anden sæson.
“Wednesday” forventes at få premiere på Netflix i løbet af 2022.