DCEU-skuespilleren Daniela Melchior kan skrive endnu en kæmpefranchise på cv’et.

Den portugisiske stjerne fik sit internationale gennembrud, da hun spillede den traumatiserede skurk, Ratcatcher 2, til UG i James Gunns fantastiske “The Suicide Squad”.

Rollen som den rottekontrollerende DC-karakter har uden tvivl vendt alverdens castere og instruktørers øjne i Melchiors retning, og nu kan hun så glæde sig over at have sluttet sig til “Fast and Furious”-franchisens tiende kapitel. Nyheden om hendes casting blev først rapporteret af The Wrap.

Hun slutter sig dermed til sin DCEU-kollega, “Aquaman”-stjernen Jason Momoa, der har fået skurkerollen i den kommende 10’er. Universal holder sine kort tæt til kroppen, når det kommer til Melchiors karakter, som der endnu ikke er nogle detaljer om.

Læs også: “Jason Momoa har fået ny stealth-dragt i nye ‘Aquaman and the Lost Kingdom’-billeder”

Vin Diesel, Michelle Rodriguez, Tyrese Gibson, Ludacris, Nathalie Emmanuel og Sung Kang vender alle tilbage til “Fast”-filmserien. Det samme gør instruktør Justin Lin, der har stået for over halvdelen af familiens hidtidige actioneventyr.

“Fast and Furious 10”, der endnu ikke har nogen officiel titel, får dansk premiere den 10. maj næste år.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: