Jeg er en kæmpe fan af “Scream”. Ikke bare den allerførste film fra 1996, men hele franchisen. Alle efterfølgerne og endda også serien kan underholde mig til hver en tid. Og nej, det er langt fra alle projekterne, der kan leve op til originalens skyhøje kvalitet, men nogle gange må man tage det sure med det søde. Heldigvis ligger den nyeste film i franchisen i den helt søde ende.

Filmserien har helt fra start budt på relevant metakommentar om tidens filmlandskab. Den legendariske gysermester, Wes Craven, skabte med originalen et slasher-mesterværk, der samtidig fungerede som satirisk kommentar på den selv samme subgenre. Siden har vi fået slasher-satirer på fortsættelsen, trilogien og senest rebootet. Den femte film satiriserer nu ‘requellen’ – filmen, der hverken helt er et reboot, remake eller en sequel, men som introducerer en ny gruppe frontfigurer og kobler dem sammen med gamle ‘legacy’-karakterer. En trend vi før har set i både “Jurassic World”, “Halloween” og “Star Wars” til blandede resultater, men som “Scream” formår at servere til os til UG.

“Scream” markerer den første film i franchisen siden Wes Cravens død. I stedet er det nu instruktørerne bag den fantastiske “Ready or Not”, Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, der styrer slagets gang – og jeg har svært ved at forestille mig bedre arvtagere.

Instruktørerne introducerer os hurtigt til filmens centrale karakter, Sam, der efter mange år væk vender tilbage til Woodsboro, da hendes søster, Tara – spillet af den fantastiske Jenna Ortega –, bliver offeret for Ghostfaces første angreb. I den efterhånden velkendte horror-by introduceres vi – igen igen – til en ny gruppe venner, der inden længe terroriseres af den maskerede morder. Ligesom i de andre film rives vi med ind i en slasher-whodunnit, og mysteriet er uden tvivl et af de bærende elementer ikke bare i filmen, men i hele franchisen.

Melissa Barrera gør et fantastisk stykke arbejde som Sam, vores nye leading lady, men hendes kæreste, Richie – spillet af “The Boys”-stjernen Jack Quaid –, er også noget af en scenestjæler. Selvom filmens humor i langt de fleste tilfælde rammer plet og er utroligt veltimet, er det nemlig hans jokes og kommentarer, der skiller sig ud på alle de rigtige punkter.

Det er tydeligt at de to nytilkomne instruktører, Bettinelli-Olpin og Gillett, generelt har en stor tiltro til deres nye gruppe af karakterer, og det er med god grund. Det er efter min mening den mest karismatiske vennegruppe siden 1’eren. Her møder vi Wes (Dylan Minnette), Amber (Mikey Madison), Liv (Sonia Ben Ammar) og tvillingerne Chad og Mindy (Mason Gooding & Jasmin Savoy Brown), som alle i nogen grad er forbundet tidligere Ghostface-mord. Alle personlighederne virker dynamiske og spiller godt op imod hinanden, og i modsætning til flere af de andre film i franchisen er karaktererne ikke overspillet til parodiske højder, men føles så naturlige som man kan bede om i “Scream”-universet.

De nye karakterer er ikke bare er underholdende nok til at retfærdiggøre en tilbagevenden til franchisen efter snart 11 år, men jeg ville faktisk ikke have noget imod at have set en hel film kun med dem.

Selvfølgelig er det dog ikke det, vi har fået, og den originale trio bestående af Sydney, Dewey og Gale er endnu engang tilbage – naturligvis spillet af hhv. Neve Campbell, David Arquette og Courtney Cox. Filmen foregår 10 år efter 4’eren, og i den tid har karaktererne selvsagt udviklet sig – også mere end de har gjort i spændet mellem flere af de tidligere film. Det er dog ikke noget, der skader hverken filmen eller rollerne – tværtimod. Meget hurtigt bliver der tilføjet hidtil usete lag til karaktererne, og det føles på ingen måde påduttet. Inderst inde er de stadigvæk de samme, og det er en fryd endnu engang at være i selskab med de velkendte ansigter.

Selvom det er fantastisk at “Scream” tilbyder så mange gode karakterer, har medaljen en bagside. Det bliver svært for instruktørerne at balancere skærmtiden, og det ville på ingen måde have skadet filmen, hvis den nye gruppe venner havde fået lidt mere af spotlightet i løbet af anden akt.

På trods af dette er filmens tempo langt hen ad vejen velfungerende, og instruktørerne balancerer mord, stalking og forskrækkelser på stilsikker vis. Det meste af tiden sad jeg på kanten af sædet og med hænderne til hovedet, for filmen forstår i den grad at få adrenalinen til at pumpe, når den skal. Især én scene involverende en kørestol fik mit hjerte til at skippe et slag eller 10 og er uden tvivl blandt de allerbedste i hele filmserien.

Det er tydeligt at mærke, at instruktørerne er fans af franchisen, og det virker som om, at de gør alt i deres magt for at lave så værdig en opfølger som muligt. “Scream”-fornemmelsen nailer de da også helt fra allerførste scene til det allersidste skud, men det føles aldrig som en Wes Craven-imitation. Slasheren introducerer derimod nogle nye stilistiske valg med anderledes kameravinkler og -føring, der tilbyder en velkommen update til franchisen. Samtidig gemmer filmen på nogle fantastiske twists, der leger med de typiske “Scream”-konventioner uden at gå så langt væk fra dem, at det føles unaturligt.

Filmen runder da også af med en fed slutning, der uden tvivl er blandt franchisens mest underholdende, men mere vil jeg ikke sige om den. Den skal – ligesom alle de andre – opleves!

På trods af at Wes Craven gik bort i 2015, er jeg glad for, at det ikke betød afslutningen på hans klassiske slasher-franchise. Masser af filmserier får ufortjente og irrelevante fortsættelser, men det er ikke tilfældet med “Scream”. Med dens metakommenterende format vil den altid blive relevant, for før eller siden kommer der en ny trend inden for film- og horror-verdenen, som kan tackles.

Jeg krydser alt, hvad jeg har, for at det er Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, der sidder i instruktørstolene, når det sker, for med “Scream” har de nemlig skabt den muligvis bedste film i franchisen siden, tja… “Scream”.