Var du en af de 51.800 gæster, der var med til CPH:DOX i år? I så fald var du med til at gøre jubilæumsåret for den ti år gamle dokumentarfilmfestival i København til et historisk succesfuldt år. Sammenlignet med 2011 havde festivalen i år en nærmest symbolsk publikumsstigning på ti procent, og er dermed det bedst besøgte år.

Se også: Så er alle prisvinderne ved årets CPH:DOX afsløret.

Selv om festivalens gæsteliste kun er blevet længere år for år, så betyder de mange gæster i 2012, at den danske festival for alvor er sat på verdenskortet som en af de største europæiske dokumentarfilmfestivaler. Faktisk er det kun IDFA (International Documentary Film Festival Amsterdam) i Holland, der på nuværende tidspunkt er større, og det imponerer i udlandet.

Det er imponerende, hvor hurtigt festivalen er blevet et uundgåeligt stop på turen blandt de internationale dokumentarfilmfestivaler. Den er nærmest blevet svaret på, hvad SXSW (South by South West red.) er til Sundance – bare i forhold til IDFA; et yngre, mere innovativt alternativ, der fra første færd har tænkt ud af boksen,” skriver Peter Knegt fra bloggen Indiewire.

Men succeshistorien for årets CPH:DOX slutter ikke her. Fem af filmene på årets top ti-liste over de mest populære film var nemlig danske. Andreas Johnsens “Kidd Life” om rapperen Kidd blev ydermere den første film nogensinde, der blev fuldstændig udsolgt allerede inden, festivalen begyndte, og den danskproducerede “The Act of Killing” blev ikke blot vinderen af hovedprisen DOX:AWARD, men var også den mest sete film på festivalen – et resultatet, der begejstrer festivaldirektøren, der ikke er i tvivl om, hvor CPH:DOX skal hen..

Årets enorme opbakning fra presse og publikum har styrket os i vores ambition om at blive én af verdens vigtigste og største dokumentarfilmfestivaler,” udtaler Tine Fischer i en pressemeddelelse.

Festivalen nåede i år en total publikumsstigning på 342 procent, siden den startede i 2003.

FACEBOOK: Bliv ven med filmz.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: