Den danske instruktør Peter Flinth, der tidligere bl.a. har stået bag “Arn”, “Wallander 6: Mastermind” og flere afsnit af tv-serien “Rejseholdet”, skal stå bag filmatiseringen af Liza Marklunds bog “Nobels testamente”. Det skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Filmen vil have Malin Crépin i hovedrollen som den engagerede og kompromisløse kriminalreporter Annika Bengtzon. På avisredaktionen vil hun få selskab af skuespillerne Björn Kjellman, Leif Andrée, Kajsa Ernst og Erik Johansson.

Peter Flinth udtaler: ”Personerne er alfa og omega for filmens resultat, og det føles fantastisk at have samlet et så dygtigt og interessant hold. Nu ser jeg virkelig frem til at komme i gang med optagelserne.”

Nobels testamente er den første i en serie af seks film baseret på Liza Marklunds succesrige bøger om Annika Bengtzon.

Optagelserne til de andre film, “Hedebølge”, “Primetime”, “Røde Ulv”, “Livstid” og “En plads i solen”, kommer til at strække sig over hele 2011. Optagelserne foregår hovedsagelig i Stockholmsområdet, men også i Norrland og Spanien. De øvrige film bliver instrueret af svenske Agneta Fagerström-Olsson.

“Nobels testamente” får biografpremiere 12. januar 2012, mens de andre film bliver udgivet direkte på dvd.

Peter Flinth vil desuden snart skulle stå bag kameraet på den fjerde film i den nye danske seriemorder-serie “Den som dræber”.

Se også: ”Forbrydelsen”-instruktør laver ny dansk krimiserie om seriemordere.



Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 Nicki52 13 år siden

Den danske instruktør Peter Flinth, der tidligere bl.a. har stået bag "Arn", "Wallander 6: Mastermind" og flere afsnit af tv-serien "Rejseholdet"

Glem ikke han instruere filmen "De vilde svaner" sammen med Ghita Nørby (personinstruktør).
"I haven't told you everything..." Sophia Maguire fra "The Event"

Skriv ny kommentar: