Brancheforeningen Danske Biografer advarer nu aktivt imod VOD-premiere til biograftitler under coronakrisen.

Alle de danske biografer holder lukket på grund af coronavirussen. Derfor ligger nye biograftitler som “Fremad”, The Invisible Man”, “Birds of Prey” og danske “Krudttønden” helt stille. Ingen kan se dem.

Lige indtil i dag. Universal Pictures har valgt at udleje “The Invisible Man”, “The Hunt” og “Emma” til streaming – læs om det her.

Men det burde de ikke, mener Danske Biografer, der nu aktivt støtter en udtalelse fra Den europæiske sammenslutning af biograf-organisationer:

”Der spekuleres i, at den midlertidige lukning af biografer vil betyde, at nogle filmtitler frigøres til premiere på streaming (= home entertainment). En sådan udvikling er imidlertid ikke til gavn for hverken branchen eller publikum,” udtaler UNIC.

Den opfordring om ikke at frigive de coronaramte filmtitler til streaming støttes af Danske Biografer:

”Danske Biografer tilslutter sig fuldt ud UNIC’s synspunkt og appellerer også nationalt til, at de danske aktører tænker på film- og biografbranchens fælles hensyn og ønsker for fremtiden,” skriver Danske Biografer-direktør Lars Werge i en pressemeddelelse.

Dermed ser Danske Biografer helst, at en film som “Krudttønden” slet ikke bliver set af nogen frem for at blive solgt som video on demand. “Krudttønden” er støttet med 9,8 millioner skattekroner fra Det Danske Filminstitut.

Danmarks største biografkæde går dog imod anbefalingerne fra Danske Biografer. Her støtter direktøren hos Nordisk Film Biografer en midlertidig suspendering af biografvinduet til fordel for at hjælpe de klemte titler:

”Vi har taget en dialog med vores distributører om, hvorvidt filmene kan tilgå video on demand-markedet noget før. Det giver ikke biograferne noget økonomisk set, men handler mest af alt om at holde hele industrien i gang ved ikke at sidde på titler, som vi alligevel ikke kan vise,” siger Nordisk Film Biograf-direktør Casper Bonavent til Finans.

Læs også ‘Superheltefilm fik premiere fredag – 11 dage senere kan den streames‘.

Filmz er i kontakt med flere danske filmdistributører, der overvejer at udsende coronaramte titler som VOD-streaming.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: