Todd Phillips kommenterer nu på omstridt “Joker 2”-artikel fra The Hollywood Reporter.
Normalt er The Hollywood Reporter et af de mest troværdige medier i Hollywood.
Derfor var det overraskende, at andre troværdige medier som Deadline og The Wrap afviste ugens historie om, at “Joker 2” skulle være på vej, som det stod skrevet i The Hollywood Reporter.
THR skrev, at Warner Bros. havde bestilt et manuskript til “Joker 2”. Desuden forhandlede de angiveligt med Todd Phillips om igen at instruere, ligesom Joaquin Phoenix skulle have kontrakt på en fortsættelse.
Nu forholder Todd Phillips sig til den historie:
”Her er sandheden om en fortsættelse. Joaquin og jeg har talt om det, mens vi har været verden rundt på tour med ledere hos Warner Bros. – hvor vi har rejst til Toronto, Venidig og andre steder – selvfølgelig har vi siddet til en middag, hvor de har sagt: ‘Har I tænkt på…?’ Men der er ingen kontrakt om at skrive en fortsættelse, vi har aldrig henvendt os til Joaquin om at medvirke til en fortsættelse,” siger Phillips til IndieWire.
Phillips vil dog ikke afvise, at “Joker 2” kommer til at ske. Man er bare ikke så langt i forløbet, som The Hollywood Reporter fik det fremlagt:
”Altså en film sælger ikke for en milliard dollars, uden der er snak om en fortsættelse… Men artiklen refererede til ting, der bare ikke er sande.”
Samtidig afviser Phillips historien om, at han kort efter “Joker”-premieren havde foreslået Warner Bros.-ledelsen, at han skulle producere alle fremtidige ‘origin’-film om DC-skurke.
Derimod havde Todd Phillips før “Joker”-produktionen pitchet en idé om et nyt DC-brand uden for DCEU. Den store idé takkede Warner-ledelsen nej til, som i stedet gav Phillips lov til at lave “Joker”.
Læs også ‘Vild forvirring: DC-kilder afviser “Joker 2”‘.