Du kender ham måske som Miguel Diaz i “Cobra Kai”, men fremover vil Xolo Maridueña med høj sandsynlighed associeres med DC-superhelten Blue Beetle.
Maridueña skal spille hovedrollen i instruktør Angel Manuel Sotos (“Charm City Kings”) DCEU-film “Blue Beetle”, rapporterer The Wrap.
Læs også: “Paramount udvikler ny “Transformers” som stand-alone-film”
Selvom den 20-årige skuespiller ikke er den første DCEU-superhelt af latinamerikansk etnicitet (fx skal Supergirl spilles af Sasha Calle, der er af colombiansk afstamning, i “The Flash”), markerer filmen det første DCEU-projekt med en hovedrolle af latinamerikansk herkomst.
Der har været flere udgaver af Blue Beetle i tegneserierne, siden karakterens debut tilbage i 1939. Dog er det den seneste udgave fra 2006, vi får at se i Sotos film.
Her følger vi teenageren Jaimie Reyes, der ved et tilfælde finder en udenjordisk skarabæ, som sætter sig på den unge drengs rygsøjle og giver ham en superdragt, der giver ham overmenneskelig styrke og fart og lader ham skabe både våben og vinger fra dragten.
Selvom DCEU indtil nu aldrig rigtig har fundet fodfæstet, er det seneste projekt, James Gunns “The Suicide Squad”, en kæmpe succes hos både kritikere og fans, hvilket forhåbentlig kan fungere som inspiration for den kommende superheltefilm.
“Blue Beetle” har endnu ingen premieredato.