“Bad Boys for Life”-instruktørerne Adil el Arbi og Bilall Fallah skal instruere DC og Warner Bros.’ kommende superheltefilm “Batgirl”, rapporterer THR.

El Arbi og Fallah pustede i 2020 nyt liv i “Bad Boys”-franchisen, med den tredje film med Martin Lawrence og Will Smith i hovedrollerne. Actionfilmen blev en succes hos både kritikere og fans, så det er naturligt, at instruktørduoen bevæger sig mod flere store franchises.

Nu har de overtaget tøjlerne for DCEU-projektet “Batgirl”, der tidligere havde “Justice League”-instruktør Joss Whedon tilkoblet. Instruktøren faldt dog fra, da han ikke kunne finde på en ordentlig historie. Han har senere fået flere alvorlige anklager rettet imod sig, hvorfor hans tilbagetrækning fra filmen med høj sandsynlighed var kommet før eller siden uanset hvad.

Læs også: “‘Justice League’-stjerne raser: Joss Whedon ændrede hudfarve”

Selvom det var blevet rapporteret, at filmen ville tage inspiration fra “Wonder Woman” og ansætte en kvindelig instruktør, er resultatet blevet et noget andet med el Arbi og Fallah. Filmen har dog stadigvæk den kvindelige “Bumblebee”-manuskriptforfatter Christina Hodson tilkoblet.

“Batgirl” bliver ikke instruktørernes første oplevelse med superhelte. De er nemlig tilkoblet Marvels kommende Disney+-show “Ms. Marvel” som co-showrunnere, hvor de også agerer instruktører på flere episoder.

“Batgirl” får som den første DCEU-film angiveligt premiere som en HBO Max-exclusive titel. Det vil være et banebrydende valg for en genre, der ellers passer perfekt på det store lærred. Vi ser dog i juli Marvels “Black Widow” få simultanpremiere – dog som konsekvens af pandemien. Når DCEU-filmen kommer ud, er det forhåbentlig et mere eller mindre overstået kapitel.

“Batgirl” har endnu ingen premieredato.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: