Efter lang ventetid er der ved at være lys for enden af tunnelen, da “Black Adam”-producer Hiram Garcia afslører, at filmens produktion begynder næste måned.
“Black Adam” har oplevet meget tumult. Først var det meningen, at Dwayne Johnsons antihelt skulle være skurken i “Shazam!” fra 2019. Da det blev ændret, og Black Adam i stedet fik sit eget soloeventyr, var det med en premiere ved juletid i 2021, hvilket Covid-19-pandemien dog satte en stopper for.
Siden har vi ventet på nyt om filmens proces. Nu fortæller filmens producer Hiram Garcia dog i et interview med Comicbook.com, at produktionen starter i april.
Udover Johnsons Black Adam, bliver vi også introduceret for superheltegruppen Justice Society of America. Her møder vi superheltene Atom Smasher (Noah Centineo), Hawkman (Aldis Hodge), Cyclone (Quintessa Swindell) og Doctor Fate, der endnu ikke er blevet castet.
“Black Adam” instrueres af Jaume Collet-Serra, der også instruerer Johnson i den kommende Disney-film “Jungle Cruise”.
Selvom produktionen starter snart, er der endnu intet officielt nyt om, hvornår “Black Adam” udkommer.