DC’s fuldvoksne teenagesuperhelte er tilbage i den nyeste trailer til fortsættelsen til David F. Sandbergs underholdende “Shazam!”.

Der blev vendt op og ned på Billy Batsons liv, da han blev givet guddommelige kræfter af en mystisk troldmand i “Shazam!”. Det samme blev der for hans plejesøskende, der alle ligeledes fik superkræfter i en heroisk holdindsats, der hjalp med at overvinde den ondskabsfulde Dr. Thaddeus Sivana.

I den kommende fortsættelse, der har fået undertitlen “Fury of the Gods”, står vores superheltegruppe over for deres hidtil stærkeste modstandere, Atlas’ døtre, der spreder rædsel og ragnarok med magi, drager og andre mytiske skabninger. Billy og hans søskende må nu stoppe dem fra ødelægge verden, som vi kender den.

I rollen som Billy finder vi igen Asher Angel, mens hans superhelte-alter ego spilles af Zachary Levi. Resten af plejebørnene spilles endnu engang af Jack Dylan Grazer, Ian Chen, Faithe Herman og Jovan Armand, mens deres voksne modstykker spilles af hhv. Adam Brody, Ross Butler, Meagan Good og D. J. Catrona. Grace Fulton, der spiller Billys ældste plejesøster, Mary, spiller i modsætning til den første film både superhelte- og civiludgaven af sin karakter.

Læs også: “Den første ‘Blue Beetle’-plakat teaser DCEU’s næste superhelt”

Atlas’ døtre, Hespera, Kalypso og Anthea spilles af hhv. Helen Mirren (“The Queen”), Lucy Liu (“Kill Bill: Volume 1”) og Rachel Zegler (Steven Spielbergs “West Side Story”).

Sandberg er endnu engang at finde i instruktørstolen, mens Henry Gayden, der alene står krediteret for manuskriptet til forgængeren fra 2019, har slået sig sammen med “Furious 7”-forfatter Chris Morgan for at skrive den kommende 2’ers manus.

“Shazam! Fury of the Gods” får premiere den 16. marts.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: