“Encanto” er Disneys nyeste skud på musical-stammen, og den første trailer er fyldt med magi, fest og farver.

I filmen møder vi familien Madrigal. De bor gemt afsides i deres magiske hus, Casa Madrigal, i det lille fabelagtige colombianske sted, Encanto. Her følger vi Mirabel, en 15-årig pige, der som den eneste i sin familie ikke besidder nogle magiske kræfter, og som derfor kæmper for at finde sin plads.

“Encanto” er den første Disney-film til at inddrage et latinamerikansk land og dets kultur siden 2017-filmen “Coco” gjorde det med Mexico. Det tyder på en spændende og velkommen udvikling, der åbner op for flere muligheder for historier af forskellig kulturel indflydelse.

Læs også: “Første trailer til Disney og Pixars “Luca” er fyldt med sommerlig varme i hvert eneste skud”

Filmen instrueres af den erfarne Disney-instruktør Byron Howard og “Vaiana”-forfatter Jared Bush. “The Haunting of Hill House”-producer Charise Castro Smith agerer medinstruktør.

Bush og Smith har desuden også påtaget sig rollerne som manuskriptforfattere, mens “Vaiana”-sangskriver og “Mary Poppins Returns”-skuespiller Lin-Manuel Miranda skriver de tydeligt colombianskinspirerede sange i “Encanto”.

“Encanto” åbner op for magien, når den får dansk premiere den 25. november.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: