Den nye trailer til “The King’s Man” fortsætter “Kingsman”-franchisens tradition for neglebidende action, britiske gentlemen og excentriske skurke.

Matthew Vaughns tredje film i den populære action-franchise skulle originalt have haft premiere den 15. november 2019. Siden har filmen fået ændret sin premieredato hele syv (!) gange, men nu er der endelig ved at være lys for enden af tunellen.

Den nyeste trailer gør i hvert fald for sit for at genskabe hypen omkring filmen, der fortæller oprindelseshistorien om Kingsman-efterretningstjenesten. Her følger vi Ralph Fiennes’ Duke of Oxford og hans protegé, Conrad (Harris Dickinson), på en mission for at stoppe nogle af verdens største tyranner, der planlægger en krig, som vil udrydde flere millioner liv.

Udover Fiennes og Dickinson kan vi glæde os til at se Rhys Ifans (“The Amazing Spider-Man”) som Rasputin, mens også stjerner som Charles Dance (“Game of Thrones”), Daniel Brühl (“Captain America: Civil War”), Gemma Arterton (“Prince of Persia”), Djimon Hounsou (“A Quiet Place II”) og Aaron Taylor-Johnson (“Kick-Ass”) spiller med.

Instruktør Matthev Vaughn agerer også producer gennem sit produktionsselskab MARV Studios og har skrevet filmen i samarbejde med “Oblivion”-forfatter Karl Gajdusek.

Vaughn er også på vej med en anden film i actiongenren, nemlig spionthrilleren “Argylle”, der har samlet sig noget af et stjernecast, der både inkluderer Henry Cavill, Bryan Cranston og John Cena.

Læs også: “Apple køber rettighederne til Matthew Vaughns spionthriller “Argylle” for omkring 200. mio. dollars”

Først skal vi dog se “The King’s Man”, der har premiere i de danske biografer den 21. december.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: