Rettighederne til Matthew Vaughns stjernespækkede spionthriller “Argylle” er blevet købt af Apple Original Films for en pris omkring 200 mio. dollars, rapporterer Deadline.
“Kingsman: The Secret Service”-instruktøren fik i juli afsløret sit næste projekt. “Argylle” er en ambitiøs spionthriller baseret på forfatter Ellie Conways kommende roman af samme navn. Her følger vi Argylle, verdens bedste spion, på et globalt actioneventyr.
Filmen har samlet sig noget af et stjernecast, så det er forståeligt, at Apple er interesseret i at betale stort for filmrettighederne. På rollelisten finder vi Henry Cavill, John Cena, Bryan Cranston, Sam Rockwell, Bryce Dallas Howard, Samuel L. Jackson, Catherine O’Hara og sangerinden Dua Lipa, der både får sin skuespillerdebut og står for filmens soundtrack.
Matthew Vaughn, der har udtalt, at hans kommende film “kommer til at genopfinde spiongenren”, arbejder sammen med “Wonder Woman”-forfatter, Jason Fuchs, der står for at skrive filmens manuskript.
Apple køber ifølge Deadline kun rettighederne til den første film, selvom man håber på, at samarbejdet kan være startskuddet for en franchise.
Læs også: “Ny trailer til “The King’s Man” — lover blodig origin story”
Hvornår “Argylle” får premiere er endnu uklart. Dog har Vaughn en anden actionfilm på vej — “The King’s Man” —, der har dansk premiere den 21. december i år.