Patty Jenkins’ rejse til universet langt, langt borte synes længere væk end nogensinde før.
“Wonder Woman”-instruktørens “Star Wars: Rogue Squadron” er blevet fjernet fra Disneys program over fremtidige film. Det rapporterer flere amerikanske medier, heriblandt Variety.
Filmen, der indtil nu havde premieredato den 22. december 2023, skulle ellers have været den første nye “Star Wars”-film siden J.J. Abrams’ “The Rise of Skywalker” fra 2019. Eftersom “Rogue Squadron” helt blev fjernet fra Disneys produktionskalender tilbage i 2021, kommer det dog sandsynligvis ikke som den største overraskelse, at det nu sandsynligvis ikke bliver tilfældet. Hvornår (og om) vi kan forvente at se Jenkins-filmen står nu fuldstændig uklart.
Læs også: “Rian Johnson håber stadig at kunne lave sin ‘Star Wars’-trilogi”
Fjernelsen af “Rogue Squadron” åbner dog op for en rokade i Disney-kalenderen, og en masse nye film har fået deres premieredatoer, som på nuværende tidspunkt dog kun gælder den anden side af Atlanten. Taika Waititi, der også har en “Star Wars”-film på vej, får premiere på sin fodboldfilm “Next Goal Wins” den 21. april 2023, mens Disney-animationsfilmen “Wish” kan ses den 22. november samme år, og Pixar-filmen “Elio” får sin premiere den 1. marts 2024.
Live-action-remaket af “Snehvide og de syv dværge” får premiere den 22. marts 2024, mens de to nyligt annoncerede Disney-film, “Inside Out 2” og “Mufasa: The Lion King” kan ses hhv. den 14. juni og den 5. juli samme år.