Knap 35 år senere har 1991-klassikeren fået kultstatus, mislykkede efterfølgere – og vedligeholdt de flotte anmeldelser
Da “The Rocketeer” landede i biograferne i 1991, havde Disney store ambitioner. Filmen var dyr, larmende og skinnende i sin art-deco-æstetik – og den burde have været et hit. Men publikum blev væk.
Filmen floppede økonomisk, og eventyret om stuntpiloten Cliff Secord, der finder en raketrygsæk og bliver superhelt mod sin vilje mens han bekæmper nazisterne, gled hurtigt ud af rampelyset. I bund og grund er det Iron Man møder Indiana Jones. Hvis det ikke er en fristende kombination, så ved vi ikke hvad er.
I dag er den derimod blevet en kultklassiker for Disney. Fans hylder den som studiets mest undervurderede superheltefilm – ja, endda som studiets bedste, trods Marvel-imperiets 37 film under samme paraply. For “The Rocketeer” har noget, de færreste CGI-brag besidder: charme, håndbygget nostalgi og et glimt i øjet, der lugter mere af pulp-magasiner og 30’er-eventyr end af franchisemaskineri.
Instruktøren Joe Johnston viste allerede her, at han havde flair for at blande retro-eventyr med moderne tempo. To årtier senere gentog han opskriften i Marvel-universet med “Captain America: The First Avenger”, og mange fans ser “The Rocketeer” som dens åndelige prototype.
Selv kritikere, der aldrig elskede dens tempo, har rost filmen for dens visuelle håndværk og varme tone. Den har siden fået kultstatus som et sjældent eksempel på en Disney-superhelt med både charme og sjæl.
Franchisen der aldrig skete
Disney har i årevis forsøgt at puste nyt liv i raketmotoren. I 2016 blev der bekræftet planer om en fortsættelse med titlen “The Rocketeers”, skrevet af Max Winkler og Matt Spicer. Historien skulle foregå seks år efter originalen, med en sort kvindelig pilot i hovedrollen, mens Cliff Secord var forsvundet i kamp mod nazister.
Planen blev senere ændret til “The Return of the Rocketeer”, med skuespiller David Oyelowo som potentiel hovedrolle og producent. Handlingen skulle følge en tidligere Tuskegee Airman, der arver jetpack-uniformen. Men siden 2022 har projektet ligget stille, efter at instruktør J. D. Dillard trak sig.
Tre årtier senere står “The Rocketeer” tilbage som en film, der fløj for lavt til at blive et hit – men højt nok til at blive husket. Den er stadig Disneys mest elegante superhelt, raketmotor og alt.










