Nogle vil være dybt uenige med rangeringen – en seerfavorit ligger nemlig på listen over de værste.
Disney har gennem årene givet os både uforglemmelige eventyr og film, der bevæger sig direkte fra papiret og op på det store lærred – og og dem der burde være blevet smidt direkte i papirskraldespanden.
For når et studie har eksisteret i 102 år, kan det ikke alt sammen være udødelige mesterværker – det er dog ikke en undskyldning for “kvaliteten” på studiets absolut lavpunkter.
Fra håndtegnede mesterværker til digitale eksperimenter har Rotten Tomatoes rangeret, hvem der stadig spreder magi – og hvem der burde gemmes væk i arkivet.
Hurtig disclaimer: listen er kun baseret på de biografaktuelle Disney film. Hverken DVD-udgivelser eller Pixar vil være at finde her.
De fem bedste Disney-film
1. “Pinocchio” (1940)
Disney
“Pinocchio” er Disney, før Disney blev Disney. Håndmalet, mørk, moralsk og decideret uhyggelig til tider – og det er netop derfor, den virker.
Historien om trædrengen, der drømmer om at blive menneske, har mere hjerte og dybde end halvdelen af de animationsfilm, der udkommer i dag.
Kritikere kalder den et teknisk vidunder, men også en film, der tør vise børn, at verden faktisk er farlig. Og lad os være ærlige – ingen glemmer sangen, der stadig definerer hele studiet: “Når du ser et stjerneskud”.
2. “Zootropolis” (2016)
“Zootropolis” er den sjældne Disney-film, der kan underholde en seksårig og samtidig få voksne til at tænke “hov, det handler faktisk om os”.
Bag de nuttede dyr gemmer sig en overraskende skarp fortælling om fordomme, magt og identitet – leveret med tempo, charme og selvironi. Judy Hopps og Nick Wilde er det bedste makkerpar, Disney har skabt i nyere tid, og anmelderne elskede, at filmen turde være klog uden at være kedelig.
Det er Pixar-niveau med Mickey på plakaten – og det siger ikke så lidt.
3. “101 Dalmatinere” (1961)
“101 Dalmatinere” er beviset på, at man ikke behøver prinser og drager for at skabe et klassisk Disney-eventyr. Bare giv os hundehvalpe og en skurk, der er både uhyggelig og utroligt velklædt.
Cruella De Vil er en af filmhistoriens mest ikoniske skurke, og filmen emmer af britisk charme, swingende musik og stil. Kritikerne roste dens moderne udtryk og tempo – og fans elsker stadig, hvordan den rammer lige midt mellem eventyr og satire.
Og ja, den får stadig alle hundeejere til at kigge nervøst ud af vinduet.
4. “Snehvide og de Syv Små Dværge” (1937)
Der er en grund til, at “Snehvide” stadig nævnes, hver gang nogen siger ordet “klassiker”. Den var den første af sin slags – og er stadig noget nær det mest helstøbte eventyr, Disney nogensinde har skabt.
Animationen er håndlavet magi, musikken sidder fast for evigt, og selve fortællingen har et næsten mytisk skær. Kritikere beskriver den som filmhistorie i ren form, og selv i dag føles den som et lille mirakel af tålmodighed og talent.
Og ja – den onde dronning er stadig iskold som marmor.
5. “Aladdin” (1992)
“Aladdin” er 90’ernes Disney på sit absolut højeste. Farver, energi, sange du stadig kan udenad – og så Robin Williams som Genie, der nærmest genopfandt hele ideen om stemmeskuespil.
Historien om gadedrengen med hjertet på rette sted er stadig lige så sjov, charmerende og kærlig, som den var dengang.
Kritikere kaldte den “et overflødighedshorn af humor og hjerte”, og publikum var enige. “Et helt nyt liv” lyder måske som kliché i dag, men den rammer stadig – hver eneste gang.
De fem værste Disney-film
1. “Dougs første film” (1999)
“Dougs første film” er beviset på, at ikke alt bør få biografpremiere. Det føles som en tv-episode, der bare er blevet strukket ud, så popcornene kunne nå at blive kolde.
Kritikere beskrev filmen som flad, forglemmelig og nærmest ubehageligt ufarlig – som at spise en riskiks der ikke havde fået nok tid i ovnen.
Selv seriens fans følte sig snydt, og man forstår dem godt: Det er 77 minutter af “meh”.
2. “Lille Kylling” (2005)
“Chicken Little” skulle være Disneys store 3D-revolution. I stedet blev den et eksempel på, hvorfor Pixar var savnet.
Kritikere beskrev filmen som stressende, grimt animeret og så højlydt, at man næsten fik tinnitus. Den føles som et powerpoint om venskab med ADHD.
Humoren rammer sjældent plet, og karaktererne er svære at holde af. Den lille kylling burde nok være blevet hjemme i hønsegården.
3. “Bjørnebrødre” (2003)
Phil Collins og Disney har jo bevist at være en god kombination. Bare lyt til soundtracket på “Tarzan” fra 1999.
Så hvorfor ikke prøve igen?… Det ved vi nu hvorfor.
“Bjørnebrødre” prøver så hårdt på at røre én, at man næsten får krampe af at se på det. Historien om drengen, der bliver forvandlet til bjørn for at lære empati, kunne have været smuk – men ender i det mest Disney-formelagtige, man kan forestille sig.
Filmen ser flot ud, musikken er fin, men sjælen mangler. Kritikere beskrev den som “søvndyssende moralsk”, og det rammer ret præcist.
Man savner bare… noget ægte.
4. “Ønsket” (2023)
Disney
Man skulle tro, at Disneys 100-års jubilæum ville resultere i et brag af en film. I stedet fik vi “Ønsket” – en flot, men følelsesforladt hyldest til sig selv.
Kritikere beskrev filmen som pæn, men tom. Historien føles som en powerpoint over Disneys greatest hits, bare uden magien. Animationen er smuk, men hjertet mangler, og fans kaldte den ironisk nok “en film uden et ønske tilbage”.
Ambitiøs? Ja. Mindeværdig? Ikke rigtigt.
Tillykke med jubilæet, Walt… Vi krydser fingre for en bedre 200-årsdag.
5. “Atlantis: Det Forsvundne Rige” (2001)
Disney
“Atlantis” er Disneys forsøg på at lave et voksent actioneventyr – og det kunne have været fedt, hvis det ikke føltes som fem forskellige film på én gang.
Kritikerne roste ambitionen, men historien drukner i tempo, eksplosioner og halvfærdige karakterer. Den prøver at være Indiana Jones med tegnefilm, men ender mere som et forvirret gruppearbejde fra filmhøjskolen.
Mange vil forsvare den som “undervurderet”, men sandheden er, at den nok bare var bedre på papiret.
Selv efter næsten hundrede år fortsætter Disney med at ramme både toppen og bunden af filmverdenen – og det er nok derfor, vi stadig bliver ved med at kigge med.
