Chinaka Hodge, der var en af forfatterne på “Snowpiercer” sæson 1, har fået æren af at være hovedforfatter på Disney+’ kommende MCU-serie “Ironheart”.

Marvel Studios viser ingen tegn på at sætte farten ned. “The Falcon and the Winter Soldier” har netop haft premiere på sin sidste episode, og i juni kommer den næste MCU-serie “Loki”.

Nu er der endelig kommet flere nyheder om “Ironheart”, der ifølge The Hollywood Reporter ligesom “The Falcon and the Winter Soldier” og “Loki” kommer til at bestå af seks episoder.

“Ironheart” er én af mange andre Marvel-serier under udvikling. Andre serier tæller bl.a. “Secret Invasion”, “Hawkeye”, “She-Hulk” og “Moon Knight”.

Læs også: “Emilia Clarke og Olivia Colman slutter sig til MCU-serien ‘Secret Invasion'”

Marvel Studios offentliggjorde i december, at “Judas and the Black Messiah”-skuespillerinden Dominique Thorne skal spille hovedrollen Riri Williams.

Williams er i tegneserierne en genial opfinder, der opfinder sin egen Iron Man-dragt, efter Tony Stark ender i koma. Ligesom i tegneserierne er der i MCU ikke længere nogen Tony Stark til at hjælpe Williams på vej, så den unge superheltinde må selv finde sin vej som den titulære heltinde Ironheart.

Seriens manuskriptskrivning går efter sigende i gang i løbet af maj, mens der endnu ikke er noget nyt om, hvornår serien begynder at filme.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: