Den tilbagevendende Disney-chef Bob Iger er i gang med at spare selskabet for flere milliarder, og det kommer til at gøre ondt for fans og medarbejdere.

Efter Disneys seneste produktioner, både animation, live-action og Marvel, har leveret undervældende tal på bundlinjen, er der behov for at beskære virksomheden og dets underafdelinger. Det annoncerede Bob Iger i går, og det betyder flere ting: Blandt andet kommer produktionen af film og serier inden for Marvel- og Star Wars-universerne til at være væsentlig langsommere.

De seneste par år har Disney anvendt en strategi om at gøre deres streamingtjeneste Disney Plus synlig og relevant. For at lykkes med det, tilbød tjenesten en masse eksklusive serier og indhold fra blandt andet Marvel, Star Wars, Pixar og Disneys andre underselskaber. Dog er det en strategi, som nu har kostet Disney for mange penge, og de lægger derfor fokus på at spare penge. Det betyder også, at Iger gerne ser, at Marvel er nødt til at revurdere MCU, så alle karakterer i fremtiden ikke skal have en solofilm og ekstra indhold. Selv udtaler Disney-chefen, at der ikke er noget galt med Marvel-brandet som sådan – Der er bare behov for fornyelse.

Udover at sløve hastigheden på nye produktioner kan der også ske noget med det indhold, som nu er at finde på streaming. Disney Plus har længe levet på deres eksklusive indhold, men der er snak om at give andre streamingtjenester licens til bestemt indhold. Iger har ikke meldt noget officielt ud, men idéen er oppe at vende. Særligt fordi det er meget lukrativt.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: