Seks nye karakterplakater til “Doctor Strange in the Multiverse of Madness” er fyldt med rødglødende magi.
Der er ikke længe til, at vi kan nyde Sam Raimis Marvel-comeback. Instruktøren, der tidligere stod for Sonys første tre “Spider-Man”-film, har nu fået tøjlerne til Marvel-magikeren Doctor Stranges andet soloeventyr. Denne gang ser vi helten rejse gennem forskellige virkeligheder i multiverset, som vi senest fik åbnet op for i den fænomenale “Spider-Man: No Way Home”. Selvom det er Stranges navn, der pryder titlen, må han dog denne gang dele spotlightet med flere andre karakterer.
Nogle af de karakterer har fået deres egne posters, og i stil med Raimis horror-historie er de fyldt med mystik og melankoli. På plakaterne ser vi selvfølgelig Benedict Cumberbatch i rollen som Strange, Elizabeth Olsen som Wanda Maximoff, aka Scarlet Witch, Benedict Wong som den nye Sorcerer Supreme, Wong, Rachel McAdams som Christine Palmer, Chiwetel Ejiofor som Karl Mordo og ikke mindst Xochitl Gomez som den debuterende superhelt America Chavez, der kan åbne portaler til andre virkeligheder.
“Doctor Strange in the Multiverse of Madness” får premiere den 5. maj i de danske biografer.