Instruktør Sam Raimis horror-rødder har indtil videre sagtens kunnet mærkes i PR-materialet for den kommende “Doctor Strange”-fortsættelse, og den seneste teaser med undertitlen “Dream” er ingen undtagelse.
Steven Stranges næste eventyr tager ham igennem multiverset, men han er ikke alene. Både Benedict Wongs troldmand Wong og Elizabeth Olsens Scarlet Witch er en del af holdet, men vi introduceres også til Xochitl Gomez’ America Chavez, der i tegneserierne netop har evnen til at skabe portaler gennem multiverset og ind i andre virkeligheder.
Den nyeste teaser til “Doctor Strange in the Multiverse of Madness” afslører, at både Strange og Wanda oplever, hvis ikke den samme drøm, så i hvert fald det samme fænomen, hvor en drøm og et mareridt gentages hver nat og morgen. Wandas børn, som hun både blev fik og mistede i “WandaVision”, spiller ikke overraskende en rolle for den rødklædte magiker i den kommende film, og for første gang ser vi dem også i en trailer til filmen.
Læs også: “‘Nova’: Ny Marvel-superhelt får officielt sit eget MCU-projekt”
Følelsen af et mareridt er da også meget gennemgående for selve teaseren, der virker lidt mere dyster, mørk og forvrænget end det typiske Marvel-eventyr. Du kan se teaseren her.
Raimi har fortolket et manuskript skrevet af “Loki”-forfatter Michael Waldron. Danny Elfman, der komponerede Raimis “Spider-Man”-film, står også for soundtracket til den kommende Marvel-film.
“Doctor Strange in the Multiverse of Madness” får dansk premiere den 4. maj.