Leonardo DiCaprios produktionsselskab Appian Way har købt rettighederne til en engelsksproget udgave af Thomas Vinterbergs Oscar-vindende “Druk”, rapporterer Deadline.
Rettighederne til den populære danske film blev købt i en budkrig, der ikke blot involverede DiCaprios Appian Way, men også både Jake Gyllenhaals og Elizabeth Banks’ produktionsselskaber.
Det amerikanske remake bliver udviklet med formålet at have Dicaprio i hovedrollen, så den amerikanske Oscar-vinder kan vise sine skuespilevner i fuld flor.
At DiCaprio vil komme til at spille en sårbar midaldrende mand i en eksistentiel krise skulle efter sigende have været den største faktor for Vinterberg, da det kom til at vælge hvilket produktionsselskab, der skulle få æren af at genskabe den danske succes.
Læs også: “‘Druk’ sætter rekord i de danske hjemmebiografer – bedst sælgende nogensinde i Danmark”
Vinterberg selv skal ikke instruere remaket. Til gengæld er han tilkoblet som executive producer, så hans indflydelse vil forhåbentlig være at mærke, når den amerikanske film udkommer.
“Druk” bliver ikke den første danske film, der får et amerikansk remake. Tidligere er Susanne Biers “Brødre” blevet genindspillet med Jim Sheridan som instruktør. I øjeblikket er også et remake af “Den skyldige” under udvikling med Antoine Fuqua som instruktør.
“Druk” vandt natten til mandag en Oscar-statuette for den bedste internationale film. Vinterberg dedikerede på smuk vis prisen til sin datter, Ida, der på tragisk vis døde i en bilulykke i begyndelsen af filmens optagelser.
Om den amerikanske remake kan opnå noget nær den samme succes som den danske film er ikke til at sige med sikkerhed, men det hjælper med garanti at have DiCaprio med på vognen. Skuespilleren har i øjeblikket mange projekter undervejs, og vi kan næste gang se ham i Adam McKays “Don’t Look Up”, der får premiere i 2021.
#1 raylewis 3 år siden
PS et manuskript på Harry og kammertjeneren har drevet rundt i hollywood i årtier