Den britiske instruktør Edgar Wright (“Shaun of the Dead”) har for tiden et par bolde i luften – han har i mange år planlagt en filmatisering af tegneseriehelten Ant-man, og så er der også en ny film med Simon Pegg og Nick Frost undervejs.
Læs også Filmz’ interview med Edgar Wright.
Det betyder dog ikke, at Wright har alt for travlt, for han er nu blevet bekræftet som værende bag kameraet på “The Night Stalker” med Johnny Depp i hovedrollen. Filmen er en genindspilning af 70’er-filmen af samme navn, der senere også blev lavet til en tv-serie.
“The Night Stalker” omhandler Carl Kolchak, en journalist fra Chicago, der undersøger paranormale kriminalsager, som ofte involverer forskellige væsner som zombier, vampyrer, varulve og rumvæsener.
Projektet blev annonceret sidste sommer, da Depp og produceren Christi Dembrowski fandt ud af, at de begge var store tilhængere af kult-filmen, der blandt andet inspirerede “The X-Files”.
Fans skal dog ikke forvente, at “The Night Stalker” begynder optagelser lige med det samme, da der ikke er hyret en manuskriptforfatter endnu.
#1 Lehrmann 12 år siden