For et år siden vandt han Oscar-prisen for Bedste mandlige hovedrolle for præstationen i “Manchester by the Sea”. Derfor skulle Casey Affleck traditionen tro have overrakt årets Oscar til Bedste kvindelige hovedrolle. Men den opgave går nu i stedet til to kvinder.
Det er Variety, der skriver, at Jennifer Lawrence og Jodie Foster skal overrække årets Oscar til Bedste kvindelige hovedrolle, hvor Frances McDormand (“Three Billboards Outside Ebbing, Missouri”) er favorit i kategorien.
Ændringen sker, fordi Casey Affleck har meldt afbud til opgaven. Det gjorde han i kølvandet på #MeToo-kampagnen, som også satte nyt lys på en sag fra 2010, hvor Affleck blev anklaget for seksuelle overgreb imod to kvindelige kolleger på filmen “I’m Still Here”.
Sagen blev dengang afsluttet med et forlig efter sagsanlæg fra de forurettede kvinder, men det fornyede pres fik alligevel Affleck til at melde afbud til Oscar. Derfor bryder Akademiet med traditionen.
Det sker dog også i den modsatte kategori, hvor Emma Stone – der vandt Bedste kvindelige hovedrolle for “La La Land” – altså ikke får lov til at overrække prisen til Bedste mandlige hovedrolle. I stedet får Jane Fonda og Helen Mirren den ære.
TV 2 sender Oscar-showet live i nat fra kl. 2.00.