Manchester by the Sea
Udgivet 18. jan 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Hvad tænker han på? Han er ikke interesseret i kvinder – heller ikke mænd. Passer sit job som vicevært og drikker lønnen op alene på værtshus. Tavs. Han gemmer på noget ham Lee fra Boston. Det gør Casey Affleck også i rollen som den tavst mystiske mand. Han har altid gemt på et talent så stort som havet ved Manchester nord for Boston. Nu folder han det ud.
Det er også der – i Boston – at Casey og storebror Ben bedst kan lide at lave film. De gjorde det sammen i “Gone Baby Gone”. Der er historier at fortælle fra det her stykke nordlige USA, hvor mænd holder smerten for sig selv. Bider den i sig. Sådan opleves det også, da Lee i nutiden får et opkald om, at storebror er død. Hjertefejl. Det bliver aldrig til mere end et frustreret ’fuck it' eller ’fuck this', da lægen overbringer ham detaljerne. Han er vant til smerten.
Og selv om de ikke siger meget til hinanden, så kunne jeg glo med på deres tavse slags mande-relation i timevis. For selv om de ikke siger meget, så råber de med deres kropssprog. Og med Lonergans langmodige sekvenser som en blanding af stumfilm og opera, hvor violin og klaver spiller de store følelser frem, inden alvoren punkteres af unge Patrick med et ønske om, at Lee ikke fortæller til Silvies forældre, at hun sover inde på værelset med ham og ikke på sofaen. Han vil så gerne have sex.
På den måde bliver “Manchester by the Sea” i lige så høj grad en gang lun coming of age med to unge mænd, der skal finde sig til rette et nyt sted i livet, som det er sentimental sorg over tragedierne. Det handler ikke så meget om liv og død, men alt det, der er midt imellem. Ved havet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet