Den første trailer til “Cocaine Bear” er lige det, man kunne håbe på: en bjørn på stoffer og en masse stakkels skæbner, der er i utroligt stor knibe.
Inspireret af en virkelig hændelse (og nøgleordet her er i den grad “inspireret”), fortæller “Cocaine Bear” historien om en amerikansk sortbjørn, der efter at have fundet og indtaget en forfærdelig stor mængde kokain drager ud på jagt efter kokain og blod. Det betyder store problemer for en besynderlig gruppe bestående af politi, smuglere, turister og teenagere, der må forsøge at overleve det raserende rovdyr i dets livs største rush.
Blandt filmens stjerner finder vi “The Americans”-trioen Keri Russell, Matthew Rhys og Margo Martindale, “Solo: A Star Wars Story”-stjernen Alden Ehrenreich, “Straight Outta Compton”-skuespiller O’Shea Jackson Jr. og ikke mindst “Goodfellas”-ikonet Ray Liotta i en af hans sidste roller.
Læs også: “‘Babylon’-trailer er en kokain-fyldt fest med Margot Robbie og Brad Pitt i spotlightet”
Elizabeth Banks, der er bedst kendt for sine roller i film som “The Hunger Games” og “Love and Mercy”, men som siden har instrueret de to spillefilm “Pitch Perfect 2” og “Charlie’s Angels” (2019), er instruktøren bag den kokainfyldte fortælling, som er skrevet af “The Babysitter: Killer Queen”-forfatter Jimmy Warden.
“Cocaine Bear” får premiere herhjemme den 23. februar.