“Lev hver dag som var det din sidste” har fået en helt ny klang.

En børnefamilies tropeferie forvandles til et mareridt, efter et besøg på en afsides strand. Familien ældes med lynets hast, og i løbet af én dag lever de et helt liv – med mindre de kan slippe væk.

Universal Pictures-filmen “Old” er M. Night Shyamalans kommende gysermysterie og kommer i lyset af en mildest talt blandet karriere. Instruktøren har klassikere som “Unbreakable” og “The Sixth Sense” under bæltet, mens han også står bag kæmpe flops som “The Happening”, “After Earth” og “The Last Airbender”.

Derfor ved man aldrig, hvad man får fra instruktøren, der engang blev kaldt “den næste Spielberg”. Hvis “Old”-traileren er noget at gå efter, kan vi dog se frem til en nervepirrende, tragisk og spændende gyser.

“Old” består af et internationalt cast, der blandt andre tæller Gael García Bernal (“Y tú mamá también), Vicky Krieps (“Phantom Thread”), Alex Wolff (“Hereditary”) og Thomasin McKenzie (Edgar Wrights kommende “Last Night in Soho”).

Læs også: “Vild første trailer til M. Night Shyamalans “Old”: Fra barn til voksen på én dag”

M. Night Shyamalan er i øjeblikket aktuel med den kritikerroste Apple TV+-serie “Servant”, hvor han fungerer som executive producer samt instruktør på flere af seriens episoder.

“Old” kan ses i biograferne den 22. juli.



Vis kommentarer (3)
Gravatar

#1 Johnny42 2 år siden

Ham her hopper jeg altid på. Jeg har bare ikke set nogen af hans værste film( Lady in the Walter og Last Airbende) men synes generelt han har leveret gode film.

Præmissen for denne er i hvert fald interessant, så er det bare spørgsmålet om eksekveringen. Problemet med Shyamalans har nok bare været at han blev for stor for hurtigt, så det steg ham til hovedet. Det er ved de mindre film med små budgetter at han virkelig brillierer, og jeg håber det også sker med denne film.
Gravatar

#2 brianhenneberg 2 år siden

Han har altid nogle vanvittigt spændende og interessante historier, og jeg har elsket de fleste af hans film. Selv The Happening kunne jeg godt lide.
Gravatar

#3 Dalgaard 2 år siden

Enig. Syntes han får for meget hate på nettet.
Jeg har endnuikke set en jeg ikke kunne lide, dog har jeg ikke set alle hans film :)

Skriv ny kommentar: