FX har givet grønt lys til en tv-serie baseret på Ubisofts populære ‘Far Cry’-spilunivers. Serien udvikles af Noah Hawley (Alien: Earth) og Rob Mac (It’s Always Sunny in Philadelphia), der begge fungerer som medskabere – og Mac får desuden en rolle foran kameraet.
Serien får premiere på Hulu i USA og Disney+ internationalt. Ligesom spillene vil tv-udgaven blive fortalt som en antologiserie, hvor hver sæson byder på nye karakterer, nye miljøer og en ny fortælling, men med samme grundlæggende tematikker om magt, kaos og menneskelig moral.
Rob Mac kalder samarbejdet med Hawley for en drøm, der går i opfyldelse.
“Ubisoft har været utrolig generøse ved at betro os et af de mest ikoniske videospiluniverser nogensinde,” siger han og fremhæver samtidig FX som en kreativ samarbejdspartner.
Noah Hawley, der står bag FX-serier som ‘Fargo’, ‘Legion’ og ‘Alien: Earth’, ser store kreative muligheder i formatet.
“Hver ‘Far Cry’-historie er en variation over et tema – præcis som ‘Fargo’. At lave en actionserie, der kan genopfinde sig selv fra sæson til sæson, mens den undersøger menneskets natur, er en drøm,” siger han.
Projektet markerer endnu et samarbejde mellem Rob Mac og Ubisoft, efter han tidligere har været med til at skabe Apple TV+-serien ‘Mythic Quest’. Serien produceres af FX Productions i samarbejde med Ubisoft Film & Television.
‘Far Cry’ har tidligere fået en enkelt live-action-film i 2008 samt den animerede Netflix-serie ‘Captain Laserhawk: A Blood Dragon Remix’ i 2023, men dette bliver den første større live-action tv-serie baseret på franchisen.
‘Far Cry’-spillene har eksisteret siden 2004 og har tilsammen haft over 100 millioner spillere verden over. Serien forventes at blive en markant satsning for FX.





