Det kriminelle kaos sniger sig ind over borgerne i en ny helt almindelig amerikansk by i den første trailer til “Fargo” Sæson 5.

Næppe havde Joel og Ethan Coen regnet med, at deres Oscar-vindende komiske krimiklassiker “Fargo” fra 1996 20 år senere ville leve videre i form af en fremragende antologiserie. Dog er det lige netop den virkelighed, vi står i – og det kan vi kun prise os lykkelige for.

Efter tre fantastiske sæsoner, tog Sæson 4, som mange betragter som seriens svageste, os for første gang i franchisens historie helt uden for Minnesota, men nu vender vi “hjem” igen – sådan da.

“Fargo” Sæson 5 foregår nemlig både i Minnesota og nabostaten North Dakota og følger Juno Temple som den hjemmegående Dorothy “Dot” Lyon, hvis mystiske fortid begynder at hjemsøge hende. Derfor ender hun i problemer med autoriteterne – heriblandt den macho Jon Hamm-karakter Sherif Roy Tilman, som længe har ledt efter hende.

Hawley har endnu engang samlet et spændende ensemble, og i Sæson 5 kommer vi til at se stjerner som Joe Keery, Lamorne Morris, Dave Foley og ikke mindst Jennifer Jason Leigh.

Læs også: “‘Ted Lasso’-stjerne er i forhandlinger om ‘Venom 3′”

Den kommende “Fargo”-sæson er ikke det eneste spændende projekt, som serieskaberen har i horisonten. Hawley står nemlig også bag FX’ kommende “Alien”-prequel-serie, der har fået samme titel som Ridley Scott-filmen.

“Fargo” Sæson 5 kan ses på HBO Max den 22. november, blot en dag efter dens premiere på FX.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: